En helhedsorienteret og tidlig indsats mod hjemløshed blandt unge og unge i risiko for hjemløshed – Evalueringsrapport
I 10 danske kommuner er en helhedsorienteret indsats mod hjemløshed blandt unge blevet implementeret. Indsatsen har haft til formål at nedbringe antallet af unge i hjemløshed, men hvordan er det gået kommunerne?
Indhold
”En styrket sammenhængende og helhedsorienteret indsats mod hjemløshed blandt unge, med særlig fokus på forebyggelse og tidlig indsats”. Sådan lyder titlen på et udviklings- og afprøvningsprojekt, hvor en samlet, helhedsorienteret indsats rettet mod hjemløse unge og unge i risiko for hjemløshed er blevet udviklet og afprøvet i et samarbejde med Socialstyrelsen og ti kommuner i perioden 2014-2017. Dette projekt, der også er blevet kaldt ”Ungeprojektet”, bliver i denne udgivelse evalueret af Rambøll og VIVE.
”Ungeprojektet” baserer sig på en Housing First-tilgang, hvor de unge tilbydes en boligløsning og en målrettet social indsats med henblik på at nedbringe antallet af unge i hjemløshed. Projektet har både til formål at forebygge hjemløshed blandt unge med tilbud til unge i risiko herfor samt til formål at nedbringe antallet af unge allerede i hjemløshed. Projektet er blevet afprøvet i 10 forskellige kommuner, som har arbejdet med forskellige kombinationer af samarbejdsmodellen og bostøttemetoderne.
I undersøgelsen kan du blandt andet læse om implementering af projektet, arbejdet med indsatsen i praksis samt de unges udvikling under projektet.