Evaluering af handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel
Denne evaluering vurderer implementeringen af Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2011-2014.
Indhold
Siden december 2002 har den danske indsats mod menneskehandel været samlet i handlingsplaner/tillæg til handlingsplaner:
-
Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel (2002-2001), som blev udvidet med et tillæg om børn (2005).
-
Handlingsplan til bekæmpelse af handel med mennesker, som samlede indsatsen for handlede kvinder, mænd og børn (2007-2010).
-
Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel (2011-2014), som er den handlingsplan, denne rapport evaluerer.
Denne evaluering vurderer handlingsplanens relevans, målopfyldelse og effektivitet. Målopfyldelse er vurderet for hvert af handlingsplanens indsatsområder, der inkluderer:
-
Identifikation af ofre for menneskehandel
-
Støtte til ofre for menneskehandel
-
Begrænsning af efterspørgslen på ydelser fra menneskehandlede
-
Forebyggelse af menneskehandel internationalt
-
Identifikation og straf af bagmænd
Konklusion
Evalueringen viser overordnet, at indsatserne mod handel til prostitution, tvangsarbejde og handel med mindreårige er relevante og vil være det fremadrettet. Fremadrettet bør Kriminalforsorgen dog også inkluderes som en aktør i indsatsen. I forhold til målopfyldelse ses der en stigning i antallet af identificerede ofre. Den opsøgende indsats når altså bredt ud, særligt i prostitutionsmiljøer, men det er stadig størstedelen af ofrene, der identificeres via politiet. Alle ofre tilbydes særlig støtte, der inkluderer en refleksionsperiode og forberedt hjemsendelse, der er blevet henholdsvis forlænget og styrket i handlingsplanens periode. Det er dog fortsat relativt få ofre, der tager imod en forberedt hjemsendelse, og det er fortsat en udfordring at få ofre til at samarbejde med myndighederne. Der rejses få sager ved domstolene, og der sker få domfældelser af bagmænd.
Ser man på de tre målgrupper – handlede til prostitution, tvangsarbejde og mindreårige – er indsatsen mod handel til prostitution den mest udviklede. Indsatsen mod tvangsarbejde er af nyere dato, og selvom kompetenceopbygning på dette område med blandt andet undervisning har været omfattende og effektivt, særligt hos SKAT og Arbejdstilsynet, er det stadig et relativt lille antal ofre, der identificeres. Mindreårige er der identificeret meget få af. Afslutningsvist viser evalueringen, at organiseringen af indsatserne er inddragende og fintmasket. Der er dog fortsat forbedringspotentiale, hvad angår kommunikation til særligt NGO’erne, og der kan være behov for præcisering af støttemuligheder og retspraksis samt formidling af monitoreringsresultater på visse områder.