Evaluering af Thisted Kommunes projekt Hånd om egen familie - rapport fra auditmøde den 18. juni 2015
I denne rapport kan du læse om Thisted Kommunes projekt for særligt udsatte familier, som har til formål at støtte familierne i deres aktive deltagelse i egen sag.
Indhold
Denne rapport fra CFK, Folkesundhed og kvalitetsudvikling omhandler en evaluering af Thisted Kommunes projekt ”Hånd om egen familie”. I alt ti kommuner har fået ekstra penge til at gøre en særlig indsats for udsatte familier, Thisted er én af de ti.
Projektets målgruppe er familier, hvor en eller begge voksne er på kontanthjælp, og hvor der desuden er en aktiv børnesag tilknyttet.
Det forklares, at formålet med projektet er at afprøve forskellige metoder, der understøtter familiens aktive medvirken i egen sag samt bidrager til en koordineret, helhedsorienteret indsats, der bringer de voksne tættere på arbejdsmarkedet og bryder den sociale arv. I projektet bestræber de ansatte sig på at engagere de voksne familiemedlemmer i, hvordan de selv bidrager med at skabe forandring i familiens generelle trivsel. I dette henseende arbejdes der med empowerment med fokus på motivation og anerkendelse.
Thisted Kommune har indgået en aftale med CFK, Region Midtjylland, om at bidrage til projektets selvevaluering samt implementering af gode erfaringer fra projektet. Derfor fokuserer denne evaluering på de konkrete metoder og redskaber, som afprøves af Thisted Kommune i projektet. Yderligere fokuseres der i evalueringen på, hvordan måden man arbejder helhedsorienteret på i dette projekt adskiller sig fra kommunens normale praksis.
I forbindelse med evalueringen er der indgået en aftale om afholdelse af to såkaldte auditforløb. Et i år 2015 og et i år 2016. Dertil er der indgået en aftale om opfølgende forankrings- og implementeringsaktiviteter. I denne rapport afrapporteres den første af de to auditforløb i evalueringen.
Rapporten er bygget op omkring følgende tre kapitler:
- Introduktion: Kapitlet indeholder en beskrivelse af auditundersøgelsens formål og baggrund samt en gennemgang af den anvendte auditmetode. Dertil sammenfattes auditforløbets resultater.
- Vurdering af projekt Hånd om egen familie: I dette kapitel evalueres - og vurderes - der blandt andet på effekter af projektets opfølgningsmøder, medarbejdernes rammer for projektet, betydningen af projektets økonomiske konsulent, projektets dokumentationspraksis, vanskeligheder omkring inddragelse af børneperspektivet med videre.
- Vurdering af Thisted Kommunes helhedsorientering: Dette kapitel handler om de temaer, panelet kom ind på, som vedrører Thisted Kommunes helhedsorientering. Det vil sige de øvrige kommunale medarbejderes vilkår for at skabe en sammenhængende og virkningsfuld hjælp til udsatte familier.
Konklusion
Der er, på baggrund af auditpanelets vurderinger og dialog om de tre familier, udledt en række anbefalinger dels til projektet og dels til Thisted Kommune generelt. Et lille udpluk af disse anbefalinger er som følger:
- Det anbefales, at projektet fortsat udnytter muligheden for at arbejde fleksibelt på borgerens præmisser.
- Det anbefales, at familieplanen suppleres med mundtlig og andre former for vidensdeling ud fra familiers behov og med familiers samtykke.
- Det anbefales, at projektet overvejer, hvordan børneperspektivet i projektet styrkes, herunder hvornår og hvordan familiernes børn inddrages i et projektforløb
Du kan dykke ned i alle CFK’s anbefalinger i rapportens kapitel 1.
Metode
Der er i evalueringen anvendt en særlig udgave af casebaseret audit, som udgør en metodisk ramme, hvor fagpersoner systematisk vurderer og drøfter en faglig praksis eller problemstilling.
CFK forklarer, at denne metode især er velegnet til kvalitetssikring og udvikling af det tværfaglige samspil.