Fokus på sårbare familier i udsatte boligområder - En kortlægning af problemstillinger og indsatser
Denne rapport handler om sårbare familier i udsatte boligområder. Rapporten kortlægger omfanget af sårbare familier og børn i udsatte boligområder, hvilke udfordringer familierne har samt hvilke indsatser, der findes i det boligsociale arbejde målrettet målgruppen.
Indhold
Undersøgelsen er en kortlægning på flere planer. Den kortlægger både omfanget af sårbare familier og børn i udsatte boligområder, de problemstillinger som knytter sig til sårbare familier samt de indsatser i helhedsplanerne, som arbejder med forældrenes forældreevne eller på anden måde hjælper sårbare familier med at forbedre deres trivsel.
Undersøgelsen starter med at se nærmere på omfanget af problemstillingen med udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik. Herefter har undersøgelsen fokus på problemstillinger knyttet til sårbare familier i udsatte boligområder. Til sidst kortlægger undersøgelsen eksisterende indsatser, der i helhedsplanerne er målrettet målgruppen.
Konklusion
-
I udsatte boligområder bor der mange sårbare familier. Sårbare familier er karakteriseret ved komplicerede problemstillinger.
-
Undersøgelsen viser, at 37 % af alle børn og unge i udsatte boligområder, er i særlig risiko for at komme ind i en negativ udvikling.
-
At hjælpe socialt udsatte familier er som udgangspunkt en kommunal opgave. Men det boligsociale kan bidrage til at løfte opgaven.
-
Sårbare familier i udsatte boligområder kæmper ofte ikke med ét problem, men med et helt problemkompleks.
-
Der findes mange forskellige familierettede indsatser i udsatte boligområder. Indsatserne er rettet mod forskellige typer problemstillinger og nogle består af tiltag rettet mod flere problemstillinger på én gang.
I kortlægningen af indsatserne rettet mod sårbare familier i udsatte områder, inddeler undersøgelsen indsatserne i fem overordnede kategorier:
- Indsatser, som har fokus på at give forældrene viden om børneopdragelse og forbedre deres kendskab til systemet.
- Indsatser, som har fokus på at styrke sociale netværk og sammenhold i familien gennem sociale aktiviteter.
- Indsatser, der har fokus på at forbedre forældrenes fysiske og psykiske trivsel gennem motionsaktiviteter.
- Indsatser, der har til formål at være brobyggere mellem familierne og relevante aktører.
- Aktiviteter, der har fokus på at opbygge netværk, kompetencer og selvværd gennem forskellige former for praktik og frivilligt arbejde.
Metode
Undersøgelsen er baseret på:
- Tal fra Danmarks Statistik
- Interviews med boligsociale medarbejdere
- Gennemlæsning af helhedsplaner
- Litteraturstudie
- Interviews med eksperter på området
- Beskrivelser af indsatserne