Frivillige i det boligsociale arbejde
I nogle af de mest udsatte boligområder i Danmark er en lav social sammenhængskraft et tungtvejende problem. Det kommer blandt andet til udtryk gennem mangel på positive sociale fællesskaber mellem beboerne og mangel på lokalt ejerskab til og ansvar for boligområdet.
Indhold
I mange sociale helhedsplaner forsøger man at afhjælpe den lave sociale sammenhængskraft i udsatte boligområder ved at styrke det frivillige arbejde i boligområderne. Denne rapport undersøger en række boligsociale helhedsplaners inddragelse og samarbejde med frivillige i boligsociale aktiviteter. Undersøgelsen fokuserer både på effekten og på hvordan indsatsen virker. Undersøgelsen præsenterer en række resultater af helhedsplanernes inddragelse af og samarbejde med frivillige, og hvilken betydning det har for den sociale sammenhængskraft i udsatte boligområder.
Konklusion
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
-
Helhedsplanernes inddragelse af og samarbejde med frivillige i det boligsociale arbejde potentielt kan medvirke til en styrkelse af den sociale sammenhængskraft.
-
De frivillige er med til at skabe flere og mangfoldige aktiviteter i de udsatte boligområder til glæde for beboerne.
-
De frivillige aktiviteter bidrager til at styrke beboernes trivsel i boligområdet ved at skabe sociale netværk på tværs af beboerne og ved at tilbyde dem meningsfulde aktiviteter.
Undersøgelsen anbefaler, på baggrund af dette, at helhedsplanerne fremadrettet fokuserer på en bred inddragelse af beboerne i boligområdet i de frivillige aktiviteter for at sikre, at den boligsociale helhedsplan imødekommer alle beboergruppers ønsker og behov samt at de boligsociale medarbejdere benytter en anerkendende tilgang til de frivillige for derigennem at understøtte disses motivation og trivsel.
For flere konklusioner og anbefalinger se rapportens afsnit "Konklusioner og anbefalinger" side 9.
Metode
Undersøgelsen bygger på data om frivillige i de boligsociale helhedsplaner fra en spørgeskemaundersøgelse, interview med frivillige og medarbejdere i otte boligsociale helhedsplaner samt relevant litteratur.