Holdninger til socialt udsatte
Du kan i denne rapport læse om 1.011 danskeres holdninger til socialt udsatte.
Indhold
Denne rapport indeholder en undersøgelse af den danske befolknings syn på socialt udsatte: er der socialt udsatte, hvem er socialt udsatte, hvor vigtigt er det at gøre noget for socialt udsatte, og er indsatsen højt nok prioriteret? Hvorfor blive nogle socialt udsatte i Danmark? Og hvor mange danskere betragter sig selv som socialt udsatte? Det er nogle af de spørgsmål, som Rådet for Socialt Udsatte har fået Epinion til at stille et repræsentativt udsnit på 1.011 danskere. Svarpersonerne er blevet spurgt om deres holdninger til området for socialt udsatte generelt og til hjemløse, til alkoholmisbrugere, til stofmisbrugere og til prostituerede mere specifikt. Undersøgelsen er gennemført i oktober 2013. I dette materiale fremgår udvalgte resultater fra holdningsundersøgelsen.
Konklusion
På baggrund af holdningsundersøgelsen kan det konkluderes, at langt de fleste danskere (71 %) anerkender, at social udsathed er et problem i Danmark. Hver anden dansker synes ikke, at området prioriteres tilstrækkeligt, når de offentlige midler fordeles. Som udgangspunkt er det altså et område, som har befolkningens bevågenhed og interesse.
Hele 17 % af danskerne svarer, at de enten er eller har været socialt udsat. Dette kan muligvis forklares ved, at ’socialt udsat’ i dag også bliver betragtet som et spørgsmål om at have få penge, hvilket giver en følelse af at være ’holdt udenfor’? Inden for det professionelle felt for området for socialt udsatte voksne betragtes socialt udsathed oftest som et spørgsmål om komplekse sociale problemer med misbrug, psykisk sygdom, mangel på fast bolig osv. Men noget kunne tyde på, at befolkningen ser anderledes – og bredere – på det, eller også er de professionelles hidtidige opfattelse af målgruppen for restriktiv.
Noget af det første danskerne tænker på, når de konfronteres med begrebet socialt udsathed er Hjemløshed og børn. Desuden nævner mange også kontanthjælp og fattigdom, ligesom psykisk sygdom også er et begreb, som danskerne bruger til at beskrive socialt udsathed.
Når danskerne spørges, hvorfor nogen her i landet er i nød, svarer 43 %, at det skyldes uretfærdighed i samfundet, og 39 % svarer, at det skyldes uheld – altså at problemerne ikke er selvforskyldte. Hver femte mener dog, at nøden udspringer af dovenskab og manglende viljestyrke. Ser vi nærmere på svarene, fremgår det, at kvinderne, folk over 55 år og folk, som stemmer på S, R, SF eller EL, er overrepræsenterede i gruppen, som mener, at nøden ikke er selvforskyldt. Spørgsmålet er i øvrigt en gentagelse af et enslydende spørgsmål, som Landsforeningen af Væresteder (LVS) stillede deres brugere for nyligt. Interessant nok er der ikke de store forskelle på, hvad brugerne af værestederne svarer, og hvad det repræsentative udsnit af danskerne svarer.
Der er store forskelle på, hvordan danskerne ser på henholdsvis hjemløse, alkoholmisbrugere, stofmisbrugere og prostituerede. Når det kommer til hjemløse, er danskerne generelt mere ’bløde’, end når det kommer til stofmisbrugere og alkoholmisbrugere – mens emnet prostitution skiller vandene. For eksempel mener 52 % af danskerne, at mennesker bliver stofmisbrugere, fordi de har en svag karakter, mens ’kun’ 22 % mener det samme om hjemløse. 26 % af danskerne bliver frastødt, når de ser en stofmisbruger i det offentlige rum, og 32 % bliver utrygge. Det samme gælder ’kun’ for henholdsvis 7 og 6 % af danskerne, når de ser en hjemløs.
Epinion har også spurgt danskerne, hvilke indsatser, de mener, bedst kan hjælpe socialt udsatte ud af deres problemer. Og her er det både tankevækkende og slående, at danskerne tror mest på de sociale indsatser, fx social støtte og rådgivning, og på social støtte til udsatte familier generelt. Det gælder både, når man spørger til hjemløse, alkoholmisbrugere, stofmisbrugere og prostituerede.
Metode
Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion for Rådet for Socialt udsatte, og er baseret på svar fra 1.011 danskere, der er blevet spurgt til deres holdninger til socialt udsatte. Informanterne udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.