Holdninger til socialt udsatte
Associationerne er mange, når det kommer til et så vidt begreb som socialt udsathed, men hvilke associationer er egentlig mest almindelige blandt danskerne? Og hvordan har de udviklet sig over de sidste par år?
Indhold
Meningsmålingsinstituttet Epinion har for tredje gang udført en undersøgelse om danskernes holdninger til socialt udsatte for Rådet for Socialt Udsatte. I undersøgelsen bliver der spurgt ind til helt generelle associationer om, hvad socialt udsathed er, men der bliver også dykket ned i forskellige temaer, der relaterer sig til socialt udsathed. Det er så diverse emner som mediernes dækning af socialpolitiske emner, deltagernes egen situation, og holdninger til forskellige former for socialt udsathed såsom prostitution, hjemløshed og misbrug.
Konklusion
Deltagerne i undersøgelsen forholder sig til temaer som, hvad de forbinder med socialt udsathed, om de er eller har været socialt udsatte, og om de omgås med socialt udsatte. Undersøgelsen når blandt andet frem til følgende resultater:
- De fleste i undersøgelsen forbinder social udsathed med at være hjemløs. Mange forbinder dog også social udsathed med fattigdom, behov for hjælp og samfundsmæssig ulighed.
- Hver tiende forbinder social udsathed med flygtninge og indvandrere.
- Der er sket en stigning i antallet af personer, der ser sig selv som socialt udsat. Fra 6 procent i 2015 til 10 procent i 2017.
- I alt 18 pct. har været eller er socialt udsat efter egen vurdering.
Undersøgelsen når også adskillige konklusioner omkring, hvordan forskellige grupper anskuer socialt udsathed. Det er forskelle på baggrund af køn, aldersgrupper, uddannelsesniveau, lønspektrum og politisk overbevisning.
Metode
Undersøgelsen ”Holdninger til socialt udsatte 2017” er lavet af meningsmålingsinstituttet Epinion for Rådet for Socialt Udsatte. Undersøgelsen er baseret på 1.079 besvarelser fra deltagere, der er udvalgt, så de bedst muligt repræsenterer den danske befolkning. I undersøgelsen er begrebet socialt udsatte defineret på følgende måde:
”Nogle definerer socialt udsatte som mennesker med flere forskellige og sammensatte komplicerede sociale problemer – det kan være hjemløshed, misbrug af stoffer eller alkohol, prostitution, psykiske og/eller økonomiske vanskeligheder og andre tunge problemer.”
Epinion har udført lignende undersøgelser i 2013 og 2015, hvilket giver et sammenligningsgrundlag til at undersøge udvikling i danskernes holdninger til socialt udsatte.