Housing First-håndbog Europa
Der kan være udfordringer og barrierer at overvinde for at implementere Housing First-tilgangen i praksis. Der er dog fortsat et stort potentiale for at udvide brugen af tilgangen til en større del af målgruppen af borgere i hjemløshed. Denne håndbog guider derfor til, hvad Housing First er, og hvordan tilgangen kan implementeres.
Indhold
Den engelske ’Housing First Guide Europe’ er i begyndelsen af 2020 blevet udgivet i denne danske version. Håndbogen beskriver gennem seks kapitler, hvordan man implementerer og driver Housing First i en række lande i Europa. Den danske version omfatter også korte beskrivelser af, hvor den danske brug af Housing First adskiller sig fra den europæiske i øvrigt, og en opdatering af arbejdet med Housing First i Danmark.
Kernen i Housing First-tilgangen er, at borgere i hjemløshed hurtigt tilbydes en permanent boligløsning samtidig med en intensiv og fleksibel social støtte med udgangspunkt i borgerens støttebehov. Erfaringerne viser imidlertid, at der kan være mange udfordringer forbundet med en bred implementering af Housing First i velfærdssystemet. Implementeringen kræver et velfungerende samspil mellem forskellige forvaltningsområder, f.eks. socialområdet, boligtildelingen og beskæftigelsesområdet, og et samspil med andre lokale aktører som regionale behandlingstilbud og lokale NGO’er, og det samspil kan være svært at realisere. Så selvom der er en stærk evidens for Housing First-tilgangens kombination af en permanent boligløsning med en intensiv social støtte, er det stadig en forholdsvis lav andel af borgere i hjemløshed, der tilbydes denne indsats – i Danmark såvel som i de fleste andre lande.
Med denne håndbog tilbydes nationale og lokale aktører en grundig indføring i de bærende principper og elementer i Housing First-tilgangen. Med håndbogen gives en viden om, hvordan man kan arbejde med at skabe permanente støtte- og boligløsninger til borgere i hjemløshed, så de på lige fod med resten af samfundets borgere får mulighed for at opnå den sikkerhed og tryghed i hverdagen, som et hjem udgør.
Håndbogen bør anvendes sammen med Housing First-håndbogens hjemmeside, hvor det er muligt at finde understøttende materialer til gratis download: https://housingfirsteurope.eu/guide/