Hvad er planen? - En kvalitativ undersøgelse af indholdet i Kriminalforsorgens handleplaner
I en ny undersøgelse af handleplansarbejdet i den svenske Kriminalforsorg konkluderes det, at det resocialiserende arbejde med klienterne omfatter langt mere end det, som nedfældes i en handleplan, og det konkluderes, at den svenske handleplan primært er et dokument, der tilfredsstiller Kriminalforsorgens behov for orden og at kunne vise, hvad man gør i løbet af klienternes straffuldbyrdelsesforløb.
Indhold
På baggrund af ovennævnte svenske undersøgelse har evalueringsenheden i den danske Kriminalforsorg også gennemført en undersøgelse af handleplans-arbejdet på de danske tjenestesteder. I denne rapport redegøres for resultaterne af denne undersøgelse.
Rapportens undersøgelse bygger på en analyse af 70 komplette handleplansforløb svarende til mere end 250 handleplaner. I rapporten koges analysen af de 70 handleplansforløb ned til at omfatte forskellige handleplans-typer; stikordshandleplanen, personjournal-handleplanen, jeg-skriver-mens-vi-snakker-handleplanen og den gode handleplan.
Rapporten afsluttes med en perspektivering af undersøgelsen og handleplansarbejdet.
Konklusion
Undersøgelsen viser blandt andet, at:
-
Der er flere eksempler på handleplaner, som ikke lever op til kravene om at give overblik over klientens situation og understøtte vidensdelingen i Kriminalforsorgen. Der er fx de meget kortfattede handleplaner, som giver anledning til flere spørgsmål, end hvad de svarer på, og de fremstår dermed som indforståede og til tider meningsløse. Derudover er det svært at få øje på, om og hvordan disse handleplaner kan bruges i det resocialiserende arbejde, og det kommer dermed til at fremstå som om, at de er udarbejdet mere af pligt end af gavn.
-
Der ses handleplansforløb, der omfatter mange versioner og/eller flere forskellige handleplansansvarlige i løbet af et fuldbyrdelsesforløb, og hvor kontinuitet og ensretning i formidlingen af oplysninger er en mangelvare.
-
I de gennemlæste handleplaner er der adskillige eksempler på beskrivelser om klienten, som ikke kommer i spil i forhold til det resocialiserende arbejde. Der er med andre ord ikke sammenhæng mellem, hvad der står i beskrivelse, vurdering og indsats. Endvidere synes der i mange handleplaner at være en tendens til at reproducere klientens udtalelser ukritisk. Når der ikke knyttes faglige overvejelser til indholdet i handleplanen, kan det være svært at se, hvordan indholdet er relevant.
-
Klienten har oftest en aktiv stemme i handleplansarbejdet, men det er dog sjældent eksplicit, hvordan klienten har været inddraget, og det fremgår aldrig, hvorvidt klienten har godkendt og fået udleveret handleplanen.
-
Der skal handleplanerne være fokus på årsagerne til kriminalitet og tilbagefald til kriminalitet, men netop dette punkt synes at være svært at udfylde i handleplanen. Der er ingen fælles holdning til og forståelse af, hvordan man udfylder punktet.
-
I handleplanerne skal klientens situation vurderes, og der skal på baggrund af disse vurderinger igangsættes konkrete indsatser. Bemærkelsesværdigt er der dog forbløffende lidt handling i planerne.
-
Fagligheden skal bruges i arbejdet med handleplanerne, men nogle gange skinner personlige holdninger frem. Det kan virke normativt og fjerne fokus fra, at handleplanen også er klientens dokument.
Metode
Undersøgelsen bygger på det tekstmæssige indhold i 70 komplette handleplansforløb svarende til omkring 250 handleplaner.