Ind på arbejdsmarkedet - En casesamling
Denne publikation er en casesamling, som præsenterer otte eksempler på kommunale indsatser, der hjælper ledige med komplekse udfordringer tilbage på arbejdsmarkedet. De otte cases fortæller både om borgerforløbet og metoden bag. Med casesamlingen ønsker Kommuners Landsforening at vise, at borgerne med svag tilknytning til arbejdsmarkedet er forskellige og derfor også har meget forskellige udfordringer, som kræver forskellige indsatser.
Indhold
I publikationen kan du læse om:
- Morten på 45 år, som, på grund af sit alkoholmisbrug, bliver skilt, mister tilknytningen til sine børn og til sidst sit arbejde som industriarbejder. Morten er kommet tilbage på arbejdsmarkedet og har fået et fleksjob efter, at han startede i GPS-projektet i Holstebro Kommune. Projektet GPS henvender sig til borgere over 18 år, som har problemer med ledighed og ikke har haft succes med traditionelle behandlings- og aktiveringstiltag. GPS sammentænker aktivering, undervisning og sociale tiltag.
- Malthe på 23 år, som har gennemgribende udviklingsforstyrrelse og lider af alvorlig psykisk sygdom, har varige begrænsninger i arbejdsevnen og har desuden et hashmisbrug. Team Ny Indsats i Viborg Kommune bliver en ny start for Malthe, som er kommet ind på sin drømmeuddannelse, hvor uddannelsesforløbet går efter planen. I team Ny Indsats har man samlet indsats og myndighed i én og samme person - "indsats-konsulenten". Tilbbuddet dækker over individuelle samtaler og aktivitetstilbud.
- Namir på 24 år, hvis familie gennem flere år har haft omfattende sociale problemer. Namir har i teenageårene været anbragt udenfor hjemmet og kom på kontanthjælp, da han fyldte 18 år. Namir har været involveret i kriminalitet gennem flere år og har været i fængsel i omkring 3 år af flere omgange. Efter løsladelsen deltager Namir i et højskoleforløb, hvorefter han tilmeldes grundforløbet som tømrer som et forrevalideringsforløb. Under forløbene har Namir modtaget forskellige former for støtte og vejledning, som er tilrettelagt af koordinationsgruppen ViTo i Gentofte Kommune. ViTo arbejder med at forbedre integrationsindsatsen for kommunens flygtninge/flygtningefamilier.
- Poul på 47 år er diagnosticeret med socialfobi, angst, depressionstilstand og personlighedsforstyrrelse. Poul har ikke evnet at drage omsorg for sig selv og lever i en særdeles uhensigtsmæssig bolig. I maj starter Poul op i Frederikshavns Kommunes projekt Mit Liv Mit Ansvar, som er et projekt for borgere langt fra arbejdsmarkedet. Poul får hjælp til at få overblik over sin situation og de praktiske ting. Gennem samtaler flere gange om ugen, accepterer Poul at starte i misbrugsbehandling. Poul starter også i et værested, som han bliver meget glad for. Til sidst er Poul klar til at komme i praktik i en virksomhed og starter i et dagligvarehus, hvor han i dag er ansat i et fleksjob.
- Louise på 26 år kommer fra et misbrugshjem og har været udsat for seksuelle overgreb, hvilket gjorde at hun i teenageårene var meget udadreagerende og aggresiv, og Natasha på 31 år som i barndommen har haft nogle traumatiserende oplevelser, der gør, at hun som voksen, lider af lavt selvværd. Fælles for de to unge kvinder er, at de har haft en mentorordning i Stevns Kommune. Gennem samtaler med deres mentor er de på vej videre i deres liv. I Stevns Kommune har man stort fokus på mentorer for at sikre borgerens udvikling.
- Phillip på 25 år er opvokset i en socialt udsat familie og i teenageårene begyndte at omgås det banderelaterede miljø. Nu ønsker Phillip at starte forfra og skabe et nyt liv. Phillip får derfor en mentor og bliver tilknyttet projektet Arbejdsfællesskaber med fremtidsperspektiv. Gennem projektet kommer Phillip i praktik i en entreprenørvirksomhed. Phillip er nu blevet tilbudt et kørekort, så han kan takke ja til den læreplads, som han er blevet tilbudt i samme virksomhed. Arbejdsfællesskaber med fremtidsperspektiv er et projekt for unge, som har en relation til bandemiljøet i Halsnæs Kommune.
- Peter på 36 år, som, siden teenageårene, har haft et alkoholmisbrug, hvilket har betydet, at han ikke har haft et job længe. Peter starter i misbrugsbehandling og kommer ud af sit misbrug, han får tilknyttet en mentor fra jobcenteret Rebild og starter i projektet Næste Skridt. Han bliver klar til at deltage i funktionsafklaring og begynder i virksomhedspraktik som pedelhjælper. Næste Skridt er et projekt i Rebild Kommune, som er delt op i individuelle moduler, hvor der arbejdes med personens problemstillinger og fagmoduler med fx it-undervisning, kostvejledning og motion.
- Miriam på 30 år har tre sønner og en mand, som er psykisk syg og har fysiske skavanker. Derfor har Miriam svært ved at se sig selv på arbejdsmarkedet. Men gennem et branchepakkeforløb, hvor Miriam er i praktik i en bagerafdeling i Bilka, drømmer hun om at få et job hos en bager. I Vejle Kommune tilbydes alle flygtninge og indvandrere med beskæftigelsesressourcer et branchepakkeforløb, som giver borgerne motivation og kompetencer, der styrker deres muligheder for at få et job.