Indsattes holdninger og vurderinger af mulighederne for beskæftigelse i fængsler og arresthuse
I denne rapport kan du læse om, hvordan indsatte i landets fængsler og arresthuse oplever mulighederne for beskæftigelse i Kriminalforsorgens institutioner.
Indhold
Formålet med Brugerundersøgelsen 2014 er at få viden om afsoningsmiljøet i Kriminalforsorgens institutioner. Dette er gjort ved at lade indsatte i fængsler og arresthuse deltage i en spørgeskemaundersøgelse i november 2014, hvor de indsatte har vurderet rammerne for og forhold under deres ophold.
I forbindelse med Kriminalforsorgens Brugerundersøgelse 2014 har ét fokus været at afdække de indsattes oplevelse af mulighederne for beskæftigelse i Kriminalforsorgens institutioner.
Denne rapport gennemgår svar fra de indsatte, der er beskæftiget med arbejde eller uddannelse. Spørgsmålene handler om de indsattes vurderinger af, hvorvidt deres ønsker for arbejde og uddannelse opfyldes samt deres adgang til uddannelsesvejlederen.
Rapporten indeholder en lang række tabeller, som illustrerer de indsattes spørgeskemasvar.
Rapportens opbygning:
Rapporten er bygget op således, at gruppen af indsatte, der modtager undervisning eller arbejde, først beskrives ud fra besvarelserne. Derefter belyses de indsattes vurdering af mulighederne for beskæftigelse. Derefter beskrives de indsattes overordnede vurdering af, hvorvidt deres ønsker for beskæftigelse er opfyldt. Derefter beskrives nogle forhold af særlige betydning for tilfredshed med beskæftigelse fordelt på regime. Og til sidst afsluttes rapporten med en opsamling.
Konklusion
Undersøgelsen peger blandt andet på:
- Der kan ikke tegnes et fuldstændigt og entydigt billede af, hvad der er af særlig betydning for, at de indsatte beskæftiger sig med noget meningsfuldt.
- At være under uddannelse, enten som kun uddannelse eller i kombination med arbejde er et forhold af særlig betydning for de indsattes samlede oplevelse af beskæftigelsen sammenlignet med, hvis de indsatte kun havde været i arbejde.
- Om de indsatte er mænd eller kvinder, danskere eller indvandrere, har korte eller lange domme etc. er ikke så afgørende for deres oplevelse af beskæftigelsen.
Vigtigheden af uddannelsesvejledning understreges af tilfredshed med uddannelsesvejlederen øger sandsynligheden for, at de indsatte i både åbent og lukket regime oplever beskæftigelsen som meningsfuld.
Metode
Indsatte i fængsler og arresthuse har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.