Introduktion - Metodehåndbog til LA2 og LA2u
Ny udgave af metodehåndbogen for LA2 og LA2u - LA2 er en veldokumenteret dialog- og refleksionsmetode, der er udviklet til at styrke trivslen og reducere omfanget af voldsomme episoder og magtanvendelser på botilbud. Varianten LA2u er tilpasset borgere med udviklingshæmning og afprøvet med særdeles gode erfaringer. Læs om begge versioner af metoden i den reviderede håndbog.
Indhold
Denne metodehåndbog handler om LA2 (Low Arousal 2) og LA2u (Low Arousal 2 - understøttet) og er udgivet af Sopra Konsulenterne og Social- og Boligstyrelsen.
Udgivelsen af Metodehåndbogen er et led i projektet ”Forebyggelse af magtanvendelser på botilbud for mennesker med udviklingshæmning” (2022-2024). I forbindelse med projektet udviklede vi en ny version af den oprindelige LA2 metode. Den nye version kalder vi for LA2u.
Metodehåndbogen sætter særligt fokus på LA2u og dermed på anvendelse af denne version af metoden. Metodehåndbogen kan samtidig læses som et supplement til den allerede eksisterende LA2 manual (Uhrskov & Naver, 2017).
Metodehåndbogen består af i alt 6 hæfter, hvoraf dette er hæfte 1:
- Hæfte 1: Introduktion
- Hæfte 2: Trivselsplaner
- Hæfte 3: Tryghedsplaner
- Hæfte 4: Læringsplaner
- Hæfte 5: Gode råd til samtaler, samspil og samarbejde
- Hæfte 6: Centrale begreber
Om dette hæfte:
Dette hæfte giver læseren en introduktion til og en indføring i LA2 og LA2u
- Hvad er LA2 og LA2u?
- Hvorfor anvende LA2 og LA2u?
- Hvordan anvendes LA2 og LA2u?
Hæftet henvender sig både til praksisudøvere, ledere, konsulenter, beslutningstagere og øvrige, der ønsker en indføring i LA2 og LA2u.
Hvad er LA2 og LA2u?
LA2 har til formål at øge trivsel og nedbringe voldsomme episoder for både borgere og fagprofessionelle. Metoden er en dialog- og refleksionsmetode, som understøtter en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang. Metoden forefindes i dag i to versioner: LA2 og LA2u.
LA2 og LA2u fremmer direkte borgerinddragelse og fælles faglige tilgange gennem systematisk refleksiv praksis. Metoden inddrager samtidig elementer fra Low Arousal tilgangen og Rogivende Pædagogik.
LA2 står for Low Arousal 2 og understreger, at metoden er en videreudvikling af Low Arousal tilgangen. Videreudviklingen omhandler en recovery-orientering af Low Arousal tilgangen ved at tilføje borgerens indefra-perspektiv som udgangspunkt for metoden. LA2u står for Low Arousal 2 – understøttet. LA2u er en version af LA2, som indeholder ekstra grafisk understøttelse samt et ekstra perspektiv, hvor borgerens indefra-perspektiv kan tilstræbes af de fagprofessionelle.