Isolerede sindslidende i egen bolig. Når isolationen bliver brudt - Om kontakten til de mest udsatte og isolerede sindslidende i egen bolig

Satspuljepartierne igangsatte i 2007 et fireårigt udviklingsinitiativ, der skulle sætte særligt fokus på isolerede sindslidende, som bor i egen bolig under uacceptable vilkår. Projektet foregik fra 2007–2011 og fik navnet Isbryderprojektet. Denne rapport præsenterer evalueringsresultaterne af initiativet.

Indhold

Isbryderprojektet havde til formål at sætte fokus på og få ny viden om sindslidende, som er isoleret i egen bolig og lever under uacceptable vilkår. Projektet havde fire projektmål:

• At skabe et øget fokus på problemet - både i projektkommunerne og i de 95 andre kommuner.
• At udvikle metoder til styrkelse af opsporing og tidlig indsats i kommunerne.
• At udvikle metoder til styrkelse af kontaktskabelsen.
• At styrke samarbejdet mellem forskellige sektorer og fagligheder på området.

Det centrale faglige mål for projektet var at bryde den enkeltes isolation og støtte vedkommendes evne til at håndtere sit liv med en psykisk lidelse og fungere i forhold til samfundet.

Kommunerne i projektet valgte i samarbejde med Socialstyrelsen at udvikle støtte-kontaktperson-arbejdet (SKP-arbejdet), så det blev mere målrettet og systematisk. Tidligere har de opsøgende metoder i SKP-arbejdet haft fokus på at opsøge målgruppen på gaden og på særlige tilhørssteder, og der har været mindre fokus på borgere med en sindslidelse, som isolerede sig i egen bolig. Projektkommunerne valgte derfor at udvikle og afprøve forskellige typer af opsøgende indsatser i Isbryderprojektet. Man har i Isbryderprojektet skelnet mellem det direkte og det indirekte opsøgende arbejde. Ved de direkte opsøgende metoder går kontakten direkte fra SKP-medarbejderen til borgeren, mens de indirekte metoder sigter efter at kontakte, oplyse og indgå i samarbejde med andre, der kan have kendskab til målgruppen, og som kan rette henvendelse til indsatsen, hvis de er bekymret for en borger, der kunne være i målgruppen. Målgruppen for projektet var afgrænset ved:

• Sindslidelse
• Isolation
• Lever under uacceptable forhold
• Bor i egen bolig

Konklusion

Evalueringen af Isbryderprojektet viser, at det indirekte opsøgende arbejde, og derved kontakt og pleje af samarbejdspartneren, viste sig at være uvurderlig i forhold til indsatsen for de mest isolerede sindslidende, som bor i egen bolig. Evalueringen viser, at 3/4 af kontakterne til isolerede sindslidende sker via henvendelse fra samarbejdspartnere uden for SKP-indsatsen. 

Evalueringen viser altså, at det er vigtigt, at man målretter det opsporende arbejde via det indirekte opsøgende arbejde, hvis man ønsker at finde og skabe kontakt til de mest isolerede sindslidende, som lever under uacceptable boligforhold. Evalueringen viser videre, at den opsøgende og kontaktskabende del af projektet var helt afhængig af det tværgående samarbejde - både på tværs af kommunens afdelinger og på tværs af sektorer. Det viste sig, at SKP‐medarbejderens evne til at handle på tværs af afdelinger og sektorer, når borgeren havde et ønske om hjælp, er afgørende for relationsarbejdet med borgeren. 

Derudover erfarede kommunerne, at et styrket samarbejde på tværs af kommunale afdelinger medfører, at kommunen bedre kunne finde de rigtige løsninger for den enkelte borger i projektet. Evalueringen viser yderligere, at Isbrydermålgruppen har større sandsynlighed for at være udiagnosticeret og karakteriseret ved sporadisk eller meget lidt kontakt til sundhedssektoren. Både i forhold til det psykiatriske behandlingssystem og de privatpraktiserende læger. De borgere i Isbrydermålgruppen, som har fået en diagnose, har, i forhold til den øvrige SKP-målgruppe, en større forekomst af psykotiske lidelser, depression og angst. Isbrydermålgruppen er i gennemsnit ældre end den øvrige målgruppe for SKP-indsatsen, og kommunerne kan derfor med fordel have særligt fokus på svage borgere i alderen 45 til 55 år med henblik på at forebygge isolation og dårligt psykisk og fysisk helbred. Den nye viden om målgruppen peger på fokusområder, som fremover kan tænkes ind i en styrket indsats for isolerede sindslidende, der bor i egen bolig:

• Fokus på, at frontpersonale (især privatpraktiserende læger og sagsbehandlere) kan spotte skjulte sindslidelser.
• Yderligere samarbejde mellem SKP‐indsatsen og den kommunale sundhedsindsats (hjemmepleje og hjemmesygeplejerske) både i forhold til opsporing og støtte.
• Fokus på borgere i krise, herunder hjemmeboende voksne børn med henblik på at forebygge social isolation.

Overordnet set viser evalueringen, at SKP‐indsatsen skaber de forventede resultater for borgerne. Borgerne opnår kontakt til systemet, de bliver bedre til at håndtere hverdagen, de bruger systemet mere og får alt i alt en bedre dagligdag. Når man sammenligner den øvrige målgruppe for SKP‐indsatsen med isbrydermålgruppen i forhold til isolation ses den største forskel. Isbrydermålgruppen er i sagens natur mere isoleret end den øvrige målgruppe for SKP‐indsatsen. Det har vist sig, at isbrydermålgruppen får en styrket kontakt til både privat og professionelt netværk, mens den øvrige målgruppe kun får en styrket kontakt til professionelle. Alt i alt har Isbryderprojektet resulteret i gode resultater for borgeren og en større viden om målgruppen.