Jeg kan godt lide, når jeg kan dufte, at jeg har vasket fingre
Bare mellem 2015 og 2017 fandt der en stigning i hjemløshed blandt kvinder sted på hele 23 procent. Kvinder er stadig underrepræsenteret i hjemløshedsstatistikkerne, men stigningen har givet anledning til blandt andre denne undersøgelse af hjemløse kvinders situation, og hvordan den er anderledes end hjemløse mænds situation.
Indhold
Hjemløse kvinder har længe været en mindre gruppe i hjemløsestatistikkerne, og i 2017 udgjorde hjemløse kvinder 25 procent af den samlede hjemløsebefolkning i Danmark. Kvinderne er mindre synlige på gaden og i hjemløsetilbuddene end mænd, og mange af dem lever i en langvarig periode i ’skjult hjemløshed’. Det vil sige, at de opholder sig i lange perioder hos familie, venner og bekendte, hvilket medfører et slid på relationerne, der gør, at de i stedet henvender sig på sociale tilbud. Blandt andet derfor har der været en tendens til, at forskningen har fokuseret mindre på hjemløse kvinder, fordi de umiddelbart ser ud til at udgøre et mindre socialt problem, og vores viden på området er i høj grad begrænset til tal og kvantitative analyser. Netop derfor sætter denne rapport fokus på at udforske de hjemløse kvinders situation med et kvalitativt indblik i deres erfaringer med hjemløshed.
Rapporten tegner et billede af en gruppe hjemløse kvinders barske oplevelser og erfaringer med ”hverdagen på gaden”, ”familien” og ”systemet”, men den lægger også vægt på de strategier og ressourcer, som kvinderne sætter i spil for at overkomme deres situation eller gøre den mere udholdelig. Desuden understreger rapporten, at det er vigtigt at tage hjemløshedens kønsspecifikke dimensioner i betragtning, hvis vi vil imødekomme hjemløse kvinders behov i sociale indsatser.
På trods af, at hjemløse kvinder, på mange måder deler vilkår med hjemløse mænd, viser rapporten, at køn former og farver kvinders veje gennem hjemløshed. De hjemløse kvinders ”kønnede” erfaringer kommer eksempelvis til udtryk i kvindernes oplevelser af, at deres hjemløshedssituation bliver mødt med uforståenhed og fordomme i samfundet, som peger tilbage på kulturelt funderede forestillinger om kvindens plads i den private, hjemlige sfære.