Kvinder på kvindekrisecenter
Syv ud af 10 kvinder, der indskrives på krisecenter, har symptomer på PTSD eller Kompleks PTSD. Det viser nyt studie, og dermed understreges det, at det at leve med partnervold kan påvirke på samme måde som at være soldat i krig.
Indhold
Vold mod kvinder har alvorlige følgevirkninger. Det ved vi fra mange års praksiserfaring på landets krisecentre, hvor det symptombillede som denne nye forskning bekræfter, allerede er kendt i praksis og længe har kaldt på netop mere viden om traumer og krisereaktioner.
Gennem tre år har Sarah Bøgelund Dokkedahl fra Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet (SDU) i sit Ph.d.-projekt om voldens følgevirkninger undersøgt forekomsten af fysisk, psykisk og seksualiseret vold blandt 150 kvinder på fire danske kvindekrisecentre.
Det gælder blandt andet Danner og Kvindehjemmet, der sammen med SDU er medafsendere på rapporten ”Kvinder på Kvindekrisecenter”, der samler udvalgte resultater fra studiet.
Sarah Bøgelund Dokkedahl har derudover også undersøgt, hvordan volden påvirker kvindernes mentale helbred, og hvordan de udvikler sig undervejs i opholdet på krisecentret.