Metadon-Projektet - Delprojekterne og brugerne
Du kan i denne rapport læse om et forsøgsprojekt for stofmisbrugere, hvor man søger at forene den læge- og socialfaglige indsats i forhold til borgeren med henblik på at bringe et illegalt stofmisbrug til ophør eller få kontrol over misbruget - også kaldet substitutionsbehandling.
Indhold
Denne rapport belyser, hvorvidt en udvidet - og dermed bedre og mere sammenhængende - psykosocial støtte kan forbedre stofbrugeres livsvilkår på områder, hvor der ikke umiddelbart ses nogen effekt i standardsubstitutionsbehandlingen. Indsatser som fx støttefunktioner, grupperådgivning og mulighed for fællesskab (det vil sige værested) betegnes som udvidede indsatser, idet de ikke er at finde i standardbehandlingen. Indsatser som fx individuel rådgivning og brugerinddragelse, som allerede er en del af standardbehandlingen, må desuden intensiveres for at kunne betragtes som en udvidet indsats.
Rapporten består af to dele:
- Den første del er en beskrivelse af de fire forsøgsprojekter. Her beskrives den måde, som de enkelte projekter har valgt at fortolke en "udvidet psykosocial indsats" på. Sidste afsnit i første del er en perspektivering, hvor forskellen mellem standard og udvidet psykosocial støtte opstilles.
- Den anden del af rapporten er en karakteristik af brugerne i de fire forsøgsprojekter sammenlignet med brugerne i standardsubstitutionsbe-handling. Her fokuseres bl.a. på en beskrivelse af tre typer brugere, der er indskrevet i de fire projekter. Hvert af de fire projekter er kendetegnet ved at have en overvægt af én af de tre beskrevne typer af brugere.
Rapporten er en midtvejsrapport, og der findes således ikke endelige konklusioner i rapporten, kun midtvejskonklusioner og perspektiveringer. Den endelige evaluering af forsøgsprojekterne er adskilt i en henholdsvis kvantitativ og kvalitativ evaluering: "Heroin-afhængige i metadonbehandling - Den medicinske og psykosociale indsats" (2005) samt "Udvidet psykosocial indsats i metadonbehandling - Resultater fra en kvalitativ evaluering af fire metadonforsøgsprojekter" (2005) og findes begge her i Vidensbanken.
Metode
Den første del af rapporten er baseret på deltagerobservationer i de fire projekter og kvalitative interview med ledere og enkelte medarbejdere i de fire projekter. Den anden del bygger på interview med brugerne ved indskrivning i de fire forsøgsprojekter.