MOVE - Evaluering af et motivationsprogram for indsatte i et fængsel
Hvordan skabes mere målrettede processer omkring modtagelsen af indsatte i fængsler og mere sammenhængende forløb under afsoningen? Det kan du blive klogere på i denne rapport, der sætter fokus på MOVE; et otte-ugers intensivt motivationsprogram.
Indhold
Motivationsprogrammet MOVE er blevet afprøvet i Horserød Fængsel, hvorefter det er blevet evalueret af KORA. Formålet med MOVE er blandt andet at skabe mere sammenhængende forløb og målrettede modtagelsesprocesser.
MOVE er et 8-ugers intensivt forløb med to ugentlige sessioner af hver 2,5 timers varighed. Programmet er målrettet ny-indsatte i fængslet. Formålet er at motivere og styrke de indsatte gennem afsoningsperioden ved bl.a. træne de indsattes evne til selvregulering og give deltagerne bedre problemhåndteringsfærdigheder.
MOVE bygger på tankegangen om, at jo før man "får fat" i den enkelte og får lagt en plan for og med denne, jo større chance er der for at få igangsat en positiv udviklingsproces.
I evalueringsrapporten kan du blive klogere på, hvad MOVE-forløbet indebærer. Du kan også blive klogere på, hvordan GPPM (Generic Program Performance Measure) kan benyttes til at beskrive deltagernes udbytte af deltagelsen i forløbet. Endvidere kan du læse om screeningsredskabet LS/RNR (Level of Service Risk-Need Responsivity), der benyttes i forløbene til at vurdere risikofaktorer hos den enkelte.
Konklusion
Evalueringen peger blandt andet på, at:
- Deltagerne lærer sig selv bedre at kende og får nogle redskaber til at kommunikere bedre.
- Det giver deltagerne mulighed for at arbejde på at komme ud af kriminaliteten forudsat, at de er parate og indstillede på at ville dette.
- Deltagerne oplever det som positivt, at instruktørerne udviser 'ligeværdighed', 'var interesserede og lyttende' og ikke havde nogen endegyldige/rigtige svar.
- Der er delte meninger blandt de indsatte i forhold til om LS/RNR-redskabet giver mening, og om resultaterne er troværdige.
- Den kvantitative del af undersøgelsen viser, at deltagerne gennemsnitligt forbedrer deres GPPM-score signifikant under MOVE-programmet.
- Overordnet set viser evalueringen, at Horserød Fængsel lykkes med at få skabt et godt og anvendeligt motivationsprogram med potentiale for at blive anvendt i andre fængsler.
Metode
Evalueringen bygger på både kvantitative og kvalitative data herunder:
- Et gruppeinterview med de to instruktører og ansvarlige for programmets drift.
- Et gruppeinterview med de tre medinstruktører.
- Ni individuelle interview med deltagerne.
- Resultater fra GPPM (Generic Program Performance Measure), som måler de indsattes forbedringer i GPPM-scoren.
- Observation af en MOVE-session samt samtaler med instruktørerne.
- Analyse af MOVE-manual og instruktørmappe.