Narkotikasituationen i Danmark 2013
Denne rapport giver et overblik over narkotikasituationen i Danmark.
Indhold
Denne rapport gennemgår den aktuelle narkotikasituation i Danmark i 2013. Rapporten belyser:
- Stofbrug i befolkningen og blandt særlige grupper
- Forebyggelse
- Omfanget af stofmisbrug
- Stofbehandling - efterspørgsel og tilgængelighed
- Sundhedsrelaterede konsekvenser som følge af problematisk stofmisbrug
- Sundhedsfaglige og skadereducerende indsatser
- Sociale sammenhænge og social integration
- Narkotikakriminalitet og interventioner i fængslet
- Narkotikamarkedet
Konklusion
Rapporten viser blandt andet, at:
- Sammenlignet med år 2000 bekræfter en ny befolkningsundersøgelse i 2013 en stadig mindre udbredelse af de illegale stoffer såsom amfetamin, kokain og ecstasy i befolkningen – også blandt de unge, hvor udbredelsen er størst.
- På trods af de målte fald i det eksperimenterende brug af stofferne, registreres der dog flere forgiftninger på landets skadestuer. Antallet af registrerede forgiftninger, som følge af illegale stoffer, topper år 2012 med 2.028 registrerede henvendelser. Også psykiatriske indlæggelser med stofrelaterede diagnoser blandt patienter, der indlægges, optræder stadig hyppigere i disse år.
- Antallet af de narkotikarelaterede dødsfald på landsplan er faldet markant fra 2011 til 2012. De fleste narkotikarelaterede dødsfald skyldes forgiftninger, mens de øvrige dødsfald sker som følge af vold, ulykker, selvmord og sygdomme.
- Antallet af stofmisbrugere i Danmark skønnes aktuelt at være 33.000, hvoraf 11.000 alene skønnes at være hashmisbrugere.
- Alle kommunerne arbejder med rusmiddelforebyggelse, og de fleste gør det i samarbejde med skolerne og politiet (SSP). Derudover arbejder mange kommuner sammen med ungdomsuddannelserne og festmiljøet, hvor mange unge færdes. Den primære målgruppe for kommunernes indsats er børn og unge i grundskolen og sekundært er det børn og unge med risikoadfærd.