Overgangs- og peerstøtte til udsatte grønlændere i Danmark
Udsatte grønlændere i Danmark oplever bedre trivsel og helbred, når de får målrettet støtte til at håndtere deres problemer og blive en del af det danske samfund. Det viser denne midtvejsevaluering, der giver en status for tre kommuners indsats med at benytte den specialiserede støttemetode Critical Time Intervention til udsatte grønlændere.
Indhold
Indsatsen ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark” blev i 2017 igangsat i tre kommuner: Odense, Vejle og Aarhus. Denne rapport uddrager de foreløbige erfaringer og læringspunkter fra indsatsen med at benytte den specialiserede støttemetode Critical Time Intervention (CTI) til udsatte grønlændere i de tre kommuner. Metoden er henvendt til personer, der står over for en kritisk overgangsfase, hvor de har behov for særlig støtte.
For de udsatte grønlændere i Danmark består den kritiske overgang i at blive en del af det danske samfund. De skal blandt andet lære at benytte de støttetilbud, der er til rådighed i det danske velfærdssystem og i civilsamfundet. Et CTI-forløb varer ni måneder og er opdelt i tre faser af tre måneders varighed hver. I fase 1 er der fokus på planlægning og igangsættelse af forløbet, i fase 2 på afprøvning og tilpasning af støtten, mens der i fase 3 er fokus på overdragelse og forankring af støtten til andre lokale aktører. Som led i støtten kan de grønlandske borgere også vælge at få en frivillig støtteperson, som de fx kan lave sociale aktiviteter med.
Midtvejsevalueringen beskriver resultater, der handler om udviklingen i borgernes trivsel, helbred og sociale situation, før og efter at de har deltaget i indsatsen. Til sidst opsamles de foreløbige erfaringer med indsatsens organisering, udformning og gennemførelse.
Rapporten viser, at der er sket et mærkbart løft i trivsel og selvvurderet helbred for de borgere, der har gennemført et fuldt CTI-forløb. Der er også flere borgere, der deltager i sociale aktiviteter, ved forløbets afslutning, end det var tilfældet ved opstarten.
Metode
Rapportens konklusioner er draget på baggrund af besvarelser på spørgeskemaer udfyldt af borgere og medarbejdere, der har deltaget i indsatsen ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark”. Spørgeskemaerne er suppleret med kvalitative interview med kommunale projektledere, CTI-medarbejdere, peer-koordinatorer, øvrige nøglepersoner og nogle af de borgere og frivillige, der har deltaget i indsatsen.
Der er frem til midtvejsevalueringen startet 76 borgere i indsatsen, og 31 har indtil nu gennemført et fuldt CTI-forløb af ni måneders varighed.