Pædagogisk dømmekraft og værdiledelse
Værdiafklaringsproces i arbejdet for hjemløse
Indhold
Aviser og fjernsyn har de seneste år kunne bringe både rystende og ubehagelige afsløringer af omsorgssvigt og respektløs behandling af borgere i socialpædagogiske tilbud. Der er givet mange forskellige bud på årsagerne til de kritisable forhold, og de er uden tvivl alle en del af forklaringen. I dette projekt rettes fokus mod ledelse og kompetenceudvikling – i et etisk perspektiv.
Projektet er gennemført på Mændenes hjem og på værestederne Amadeus og Pegasus i Københavns Sydhavn. Projektets formål har været at forankre den etiske dømmekraft i tilbuddenes værdier, og dermed gøre det pædagogiske og socialfaglige personale i stand til at etablere, fastholde og forbedre en refleksiv relation til egen praksis, og derigennem blive bedre til at håndtere de etiske dilemmaer, som altid vil være en integreret del af det pædagogiske arbejde.
Endvidere har man ønsket at gennemføre en etisk reflekteret organisationsudvikling på tilbuddene, med henblik på at skabe de bedst mulige rammer for, at medarbejderne kan styrke den pædagogiske dømmekraft.
Konklusion
Projektet har igangsat en vigtig værdiafklaringsproces, som videreføres af ledelse og medarbejdere i bofællesskabet Mændenes hjem, såvel som på de to væresteder.
I coachingforløbene har man kunnet registrere en progression i evnen til at reflektere over egen praksis. Projektets mål om at forbinde praksis og ledelse har desuden haft en stor effekt i tilbuddene.
Med afsæt i erfaringerne fra projektet har man udarbejdet tre kursustilbud, der udbydes til socialpædagogiske tilbud, der ønsker at arbejde målrettet med etik og værdier i praksis. Kursustilbuddene er vedlagt som bilag i projektrapporten.
Metode
Projektet er gennemført som to sammenhængende forløb:
- Kompetenceudvikling af det socialpædagogiske personale i form af et etisk coachingforløb med de pædagogiske teams
- Etisk organisationsudvikling i form af fælles og individuel sparring med ledelsen med henblik på at udvikle værdiledelse og forankring af refleksion i organisationen.
Projektets coaching og sparring tager afsæt i en anerkendende tilgang (Appreciative Inquiry), hvor man har bygget videre på de gode, produktive erfaringer, personale og ledelse allerede er i besiddelse af.
Det har været en vigtig pointe i projektet, at personalets tavse viden og refleksioner, som den fremkommer i coachingen, er blevet anvendt som input i sparringen med ledelsen.
Ledelsessparringen er gennemført indenfor rammerne af Kurt Klaudi Klausens strategiske arena-analyse, hvor den etiske dimension indtænkes på alle niveauer i organisationen.
Ledelsessparringen er mundet ud i et idékatalog for hvert tilbud med en række konkrete forslag og anbefalinger til udvikling og forankring af etiske værdier og refleksion i organisationen.