Projekt Brugerinddragelse og Udvikling - En afrapportering
Du kan i denne rapport læse om muligheder og begrænsninger for brugerinddragelse af garvede stofmisbrugere i ambulant substitutionsbehandling.
Indhold
Dyveke Ambulatorium tilbyder ambulant substitutionsbehandling til garvede stofmisbrugere. Der er to hovedelementer i behandlingen på Dyveke: En medicinsk og en social. Den medicinske del sigter på at minimere forbruget af illegale stoffer og holde brugerne raske og abstinensfri, mens den sociale del er rettet mod at fastholde og eventuelt højne det sociale funktionsniveau hos den enkelte bruger. Projekt brugerinddragelse og udvikling er primært rettet mod at udvikle og afprøve nye metoder til brugerinddragelse i forhold til den sociale del af behandlingen. Projektet har i høj grad fokuseret på praksisformer omkring brugerinddragelse på Dyveke Ambulatorium. Ideen har været at undersøge de eksisterende praksisformer og eventuelt forbedre disse samt om muligt udvikle nye. Udviklingen af nye praksisformer til brugerinddragelse skulle på sigt gerne stimulere brugernes lyst til at deltage og forholde sig mere aktivt til den behandling, de er i. Desuden er hensigten også at forbedre kommunikationen mellem brugere og personale, således at brugernes ønsker og forventninger i højere grad kommer til at præge Dyvekes tilbud og ydelser.
Konklusion
Temadagen for medarbejderne om rammer og grænser for brugerindflydelse førte til en erkendelse af, at brugerdemokratiet ikke fungerede optimalt, og at det for personalet var en vanskelig opgave at arbejde med. Personalet gik ind for brugerinddragelse, men savnede ressourcer, metoder og afklarende diskussioner om emnet.
Fokus på brugerrådet betød, at der blev lavet en selvevaluering i brugerrådet som bl.a. pegede på, at:
- tre måneders mødeinterval er for langt
- for få brugere i forhold til personale på møderne
- behov for opstramning af mødedisciplin
- øge synligheden af rådets arbejde
- forkortelse af afstand mellem beslutning og handling
Sideløbende gennemførtes to gruppediskussioner med brugerne fra ambulatoriet. De viste, at brugerne fandt brugerdemokrati i form af brugerrådet uigennemskueligt og kaotisk.
Brugerrådet fik på baggrund af de fremkomne informationer en ny struktur, således at brugerne var i overtal i brugerrådet og møder blev afholdt hver anden måned. De øvrige måneder afholdes dynamiske rum (gruppediskussioner inspireret af BIKVA-modellen, men med formålet at udvikle i stedet for at evaluere brugerinddragelse) med deltagelse af brugerrepræsentanter og andre brugere fra huset.
Metode
De primære dataindsamlingsmetoder har været deltagerobservationer og gruppeinterviews med brugere og personale samt spørgeskemaundersøgelse. I alt har 48 personer, svarende til 60 % af de indskrevne brugere på Dyveke, udfyldt og afleveret et spørgeskema. Der har endvidere været afholdt temadage med fokus på rammer og grænser for brugerindflydelse.
I det konkrete arbejde med at inddrage brugerne har man især haft fokus på at styrke brugerrådet, samt det man har kaldt for det ”dynamiske rum”; et mere uformelt og åbent diskussionsforum inspireret af Krogstrups model til brugerinddragelse – den såkaldte BIKVA-model.