Socialdifferentieret hjerterehabilitering i praksis
I denne rapport kan du læse om socialdifferentieret hjerterehabilitering ud fra sundhedsprofessionelles og patienters perspektiver.
Indhold
Rapporten omhandler socialdifferentieret hjerterehabilitering i Danmark. Dette undersøges med henblik på at bidrage med viden om, hvordan man på sygehuse bedste muligt kan arbejde med socialdifferentieret hjerterehabilitering for at støtte patienter med særlige behov. Dette gøres gennem en beskrivelse af, hvordan praksis på dette område tilrettelægges på sygehuse.
Socialdifferentierede rehabiliteringsindsatser retter sig mod patienter med særlige behov og omfatter eksempelvis etniske minoriteter, misbrugere, psykisk syge, hjemløse og mennesker uden socialt netværk samt personer, der har vanskeligt ved at klare transporten til og fra rehabilitering på grund af gangbesvær eller handicap.
Undersøgelsen viser blandt andet, at socialdifferentierede indsatser tilrettelægges i praksis ud fra indledende samtaler med patienterne og forstås som individuelt differentieret rehabilitering. Dette adskiller sig fra forskningen omhandlende socialdifferentieret hjerterehabilitering, der i højere grad lægger op til en kategorisering af patienter.
I rapporten kan du læse mere om, hvordan sundhedspersonalet bedst muligt afdækker karakteren af den enkelte patients sårbarhed, hvordan patienterne rekrutteres og fastholdes samt hvordan man bedst muligt afslutter et rehabiliteringsforløb med sårbare patienter.
Konklusion
Rapporten fremstiller en række læringspunkter ud fra undersøgelsen af socialdifferentieret hjerterehabilitering. Læringspunkterne lægger sig under følgende kategorier:
- Afgrænsning af målgrupper for socialdifferentieret hjerterehabilitering
- Rekruttering og kommunikation
- Tilrettelæggelse af aktiviteter med henblik på at øge fastholdelsen
- Afslutning
Metode
Rapporten bygger på en kvalitativ interviewundersøgelse af sundhedsprofessionelles og patienters erfaringer med socialdifferentieret hjerterehabilitering på fem sygehuse i seks kommuner. Interviewene har form af fokusgruppeinterviews.