Støtte og behandling til kvinder og børn i voldsramte familier - Slutrapport
Evaluering af tre projekter, der har haft til formål at styrke indsatsen for voldsramte kvinder og børn.
Indhold
Hvert år bliver omtrent 28.000 kvinder udsat for vold i nære relationer, og ca. 22.000 børn lever med vold i familien. Derfor blev der i satspuljeaftalen i 2007 afsat midler til at styrke indsatsen gennem et større, sammenhængende initiativ. Formålet er at medvirke til at sikre og kvalificere indsatsen over for kvinder og børn i voldsramte familier, både i opsporing, behandling, i udslusningen og efterværnet fra krisecentre.
Det samlede satspuljeinitiativ omfatter tre delprojekter:
- Delprojekt 1 har fokus på at forstærke indsatsen over for kvinder og børn både under ophold på krisecentre og i efterværnsperioden, og der er særligt fokus på at forankre indsatsen i kommunerne – og på tværs af kommunegrænser, når kvinden har haft ophold på krisecenter i en anden kommune end handlekommunen.
- Delprojekt 2 har fokus på at styrke opsporingen af og den behandlingsmæssige støtte til børn, som lever med vold i familien. Projektet skal bidrage til at skabe grundlag for en tidlig opsporing gennem uddannelse af nøglepersoner og dertil sikre lokal behandlingskompetence i kommunerne.
- Delprojekt 3 har fokus på at udvikle og afprøve metoder til styrkelse af indsatsen rettet mod kvinder og børn i voldsramte familier samt at udvikle og afprøve en samarbejdsmodel, som kan styrke koordinationen med kommunerne i forbindelse med udflytning fra krisecenter. Delprojekt 3 er forankret i Danner.
Nærværende rapport indeholder en evaluering af delprojekt 1 og delprojekt 2, mens evalueringen af delprojekt 3 afrapporteres særskilt.
Konklusion
Evalueringen af de to delprojekter viser følgende resultater:
- Både kvinder og børn har en positiv udvikling i deres trivsel. 85 % af kvinderne og 66 % af børnene har en positiv udvikling i trivsel gennem deltagelsen i projektet.
- Børnene har opnået en positiv udvikling, om end ikke på markant niveau i forhold til en række symptomer på volden. Der ses en nedgang i antallet af børn, der dels giver udtryk for, at volden er deres egen skyld, og dels påtager sig et for stort voksenansvar. Evalueringen viser dog også mere blandede resultater i forhold til reduktionen af følgevirkninger af volden.
- Moderens varetagelse af forældrerollen har en jævn, positiv udvikling. 45 % flere af kvinderne blev i stand til at sætte konsekvente grænser, og 12 % flere kvinder blev i høj eller meget høj grad i stand til at varetage den daglige omsorg for barnet.
- Der er sket et markant fald i andelen af kvinder og børn, der er udsat for eller oplever vold i familien, og samtidigt er 70 % af de kvinder, der ved førmålingen boede sammen med voldsudøveren, flyttet fra ham gennem projektperioden.
Det er Rambølls vurdering, at målsætningerne om at øge trivsel hos de deltagende kvinder og børn og reducere antallet, som lever med vold i familien, er opnået. Resultaterne indikerer dog også, at målsætningen om en helhedsorienteret og løsningsorienteret indsats kun er delvist opnået, da der fortsat er behov for fokus på kvindernes tilknytning til uddannelse og beskæftigelse og på børnenes tilknytning til dagtilbud og skole.
På tværs af indsatserne tegner sig et billede af, at der ofte er tale om familier med meget sammensatte problemstillinger og uforudsigelige problemmønstre. Dette kan betyde, at de forskellige indsatser skal ses som en initialindsats, der skal skabe fundament for videreudvikling og behandling, der baner vejen for mere langsigtede resultater. Samtidigt er der tegn på, at det er nødvendigt at arbejde med både barnet og dettes netværk, herunder at sikre stabilitet omkring kvinden og barnet for at sikre barnets udbytte af behandlingen.