Store potentialer i arresthusundervisningen - uanset modellen
Du kan i denne rapport læse om den positive evaluering af et forsøg med at få lærere udefra til at undervise i seks arresthuse i en periode på omtrent to år.
Indhold
Den foreliggende rapport indeholder en evaluering af Kriminalforsorgens ’Forsøg med import af undervisning’. I perioden 1. januar 2013 til udgangen af 2014 har man i seks arresthuse tilbudt de indsatte undervisning via lærerkræfter indkøbt fra det lokale voksenuddannelsescenter (VUC). Dertil har der i tre af arresthusene yderligere været et tilbud om uddannelsesvejledning, indkøbt ved Ungdommens Uddannelsesvejledning. Forsøg med import af undervisning afprøver en alternativ model for arresthusundervisningen i Kriminalforsorgen.
Evalueringen indsamler erfaringerne fra forsøget og på denne baggrund gives viden og anbefalinger, der kan ligge til grund for en endelig indstilling om organiseringen af arresthusundervisningen.
Rapporten indeholder følgende 12 kapitler:
- Resumé med fund og anbefalinger: Kapitlet indeholder et resumé af evalueringen samt en præsentation af forsøgets resultater. Yderligere præsenteres evaluators anbefalinger.
- Indledning: I dette kapitel beskrives forsøget og evalueringens formål. Dertil præsenteres dataindsamlingen.
- Rammerne for undervisningstilbuddet før og efter: I dette kapitel illustreres det, hvordan kvantiteten af undervisningen i de seks arresthuse i forsøget har ændret løbende. Rammerne for forsøget beskrives og der gives et indtryk af sammenligningsgrundlaget for forsøget med videre.
- Hvordan er det gået med forsøget: Kapitlet demonstrerer, hvordan det samlede billede fra forsøget er positivt.
- Kan import løse tre centrale udfordringer i arresthusundervisningen? I dette kapitel evalueres på de tre overordnede formål med forsøget.
- Seriøs undervisning og krav til de indsatte: I dette kapitel evalueres der på kravene til de indsatte, de indsattes forventninger med videre. Der inddrages udtalelser fra interviews med klienter, undervisere samt en ledere.
- Undervisning som en del af arresthusets samlede arbejde: I dette kapitel evalueres der på konsulenter og lederes udtalelser med hensyn til undervisningen som en integreret del af arresthusets arbejde.
- Normalisering og sammenhæng til det ordinære uddannelsessystem: Kapitlet behandler forsøgets effekter i forhold til styrket normalisering og oplevelser af tilknytning til uddannelsessystemet uden for arresthusene. Her inddrages flere udtalelser fra ledere.
- Samarbejdet om undervisningen: I dette kapitel fremhæves fire forhold, som tyder på at have en afgørende rolle for, om forsøget har været en succes.
- Barrierer i forsøg med import af undervisning: I dette kapitel beskrives tre barrierer, som træder frem i et ellers positivt og succesfuldt forsøg, hvor lærerressourcerne kommer udefra arresthusene.
- Import af vejledning: I kapitlet evalueres der på importen af eksterne vejledere.
- Organisering af arresthusundervisning i fremtiden: I dette kapitel gives der, på baggrund af evalueringen, bud på, hvordan organiseringen af undervisningen i arresthusene ser ud i fremtiden.
Konklusion
- Lederne og de øvrige deltagere oplever, at forsøget har givet et løft i kvalitet og stabilitet, når de sammenligner med før forsøget. De seks arresthuse har været meget glade for at deltage i forsøget, og de er interesserede i at fortsætte med det samarbejde, som er blevet etableret.
- Den forandring, de har oplevet gennem deltagelse i forsøget, er de seks arresthuse enige om at beskrive med ordene ”kvaltiet” og ”stabilitet”.
- Den høje kvalitet i undervisningen og den store søgning til undervisningen bliver kædet sammen med, at undervisningen er mere fleksibel og tilpasset den enkelte.
- Undersøgelsen viser, at arresthusene har haft gode erfaringer med at stille større krav til de indsatte, blandt andet i forhold til at fastsætte regler for mødepligt og pauser.
- Lærerne, som er tilknyttede VUC, har en opdateret viden, som medfører et kvalitetsløft i undervisningen.
- Der er i forbindelse med forsøget blevet afholdt flere timers undervisning i de seks arresthuse og flere indsatte har fået mere undervisning end før forsøgets påbegyndelse.
- Deltagerne i forsøget oplever, at de lærere, som er tilknyttet undervisningen, er mere lokalt engagerede end dem, som har undervist dem førhen.
- Den undervisning, som de indsatte har fået gennem forsøget og de krav, som de er blevet mødt med i denne forbindelse, er de samme som i undervisning udenfor arresthusene, hvilket er en værdi, idet tilknytningen til omverdenen styrkes.
- Samarbejdet mellem de seks arresthuse og udbyderne af undervisning har overordnet fungeret godt. Dertil er erfaringerne med import af vejledere også overordnede positive.
Metode
Evalueringen af forsøg med import af undervisning bygger på kvalitative data i form af interview med deltagerne i forsøget. Evalueringen ses derfor fra Kriminalforsorgens – og især de seks arresthuses - perspektiv. Disse interviewdata er den primære kilde i evalueringen.