Trygheden i danske byområder 3
Hvorfor føler nogle beboere sig mere utrygge i deres boligområde end andre? Bliv klogere på tryghedsfølelser i udsatte boligområder i denne undersøgelse lavet af CFBU.
Indhold
Denne undersøgelse kommer i forlængelse af to tidligere udgivelser med samme titel. Ud fra ”Trygheden i danske byområder 2” ses det, at utrygheden i visse udsatte boligområder er markant højere end i resten af Danmark. Derfor har denne rapport fokus på, hvorfor utrygheden er så høj i disse boligområder, mens andre udsatte områder ikke har problemer med utryghed.
Målet med undersøgelsen er at kunne identificere nogle forhold, der forårsager utryghed i boligområderne. Undersøgelsen centrerer sig derfor om følgende fire elementer:
- Den enkelte beboer
- Beboersammensætningen
- Nabolagsproblemer
- Lokalsamfundet
I afsnittet om den enkelte beboer kan du læse om faktorer som køn, alder, etnicitet og socialt udsathed, og hvordan disse påvirker trygheden. Disse faktorer går desuden igen i afsnittet om beboersammensætning, hvor fokus er på helheden, altså hvor trygge beboerne tilsammen føler sig, og hvordan de påvirker hinanden.
I afsnittet om nabolagsproblemer kan du blandt andet læse om kriminalitet, og hvordan det påvirker trygheden, mens afsnittet om lokalsamfundet tager udgangspunkt i den sociale kapital i boligområderne.
Konklusion
Undersøgelsen konkluderer, at beboersammensætningen påvirker trygheden i boligområderne. Her er det ikke uddannelses- og beskæftigelsesniveau, der påvirker trygheden, men indkomstniveau og aldersfordeling. Lav gennemsnitsalder er oftest ensbetydende med højere tryghed, da disse områder ofte har mange børnefamilier. Boligområder med mange beboere med ikke-vestlig baggrund opleves desuden som mindre trygge. Det vurderes i rapporten, at det især er unge efterkommere med anden etnisk baggrund end dansk kan fortolkes som utryghedsskabende.
Desuden konkluderer rapporten, at vold og normbrydende adfærd skaber utrygge boligområder. Denne konklusion bygger på, at beboere, der har været udsat for vold, indbrud eller anden kriminalitet, ofte er mere utrygge end gennemsnittet. Især vold sætter præg på utrygheden i et område.
Slutteligt konkluderes det, at et stærkt lokalsamfund holder utrygheden på afstand. Indikatorerne på dette er en høj valgdeltagelse og en høj social kapital. Den sociale kapital kommer ifølge rapporten til udtryk for, at beboerne udviser kollektiv handlekraft og er villige til at stoppe utryghedsskabende forhold i boligområdet.
Metode
Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse fra 2013, kaldet ”Politiets Tryghedsindeks”, gennemført af Danmarks Statistik. Desuden bygger undersøgelsen på registerdata fra Danmarks Statistik samt data fra Rigspolitiet.