Årsstatistik 2014 - Mænd på mandecenter eller mandekrisecenter
Partnervold mod mænd er et aktuelt problem i Danmark. Denne publikation tegner et billede af mænd, der søger til mande(krise)centre i forbindelse med samlivskriser.
Indhold
Denne årsstatistik fra Socialstyrelsen indeholder viden og dokumentation om mænd, der udsættes for fysisk partnervold. Årsstatistikken bygger på oplysninger, der er indsamlet fra mande(krise)centre i Danmark. Socialstyrelsen har siden 2012 samarbejdet med to forskellige slags mandekrisecentre og mandecentre. Mandecentre henvender sig specifikt til mænd, som befinder sig i en krise efter samlivsophør. Mandekrisecentre henvender sig til en bredere vifte af mænd, der er i krise af forskellige årsager. Årsstatistikken skal blandt andet være med til at kvalificere indsatsen i forhold til mænd i krise, og mænd, der udsættes for vold.
Rapporten omfatter et resumé og tre hoveddele samt bilag:
- Resumé
- Del I består af et kapitel med figurer og grafer over nøgletallene på området.
- Del II er en beskrivelse af rapportens datagrundlag.
- Del III er et opslagsværk. Her præsenteres udviklingen på området fra 2012-2014.
- Bilag. Bilagene til rapporten omfatter
Konklusion
Årsstatistikken tegner et billede af den støtte, mændene har modtaget på mande(krise)centre i år 2014. Overordnet viser statistikken, at 108 mænd har haft ophold på et mandecenter eller et mandekrisecenter, og at der har været 5.064 henvendelser i 2014. Ved henvendelser til centrene er der især givet rådgivning.
De mænd, der har haft ophold på et mande(krise)center, har en svagere tilknytning til arbejdsstyrken end mænd i den samlede befolkning. De væsentligste årsager for mændene til at søge hjælp på et mande(krise)center er især, at der har været et brud med partneren, og at de har mistet deres bolig. Under opholdet har størstedelen af mændene modtaget rådgivning, fået hjælp til at kontakte kommunen og har deltaget i sociale aktiviteter med de andre beboere.