Årsstatistik 2015: Kvinder og børn på krisecenter - Nøgletal og temaanalyser
Hvor mange kvinder og børn har opholdt sig på et kvindekrisecenter i 2015, kommer de gentagne gange og hvorfor? Nærværende rapport giver et kort overblik over målgruppen og dennes karakteristika.
Indhold
Socialstyrelsen udgiver hvert år en statistik om kvinder, der har opholdt sig på et af landets krisecentre for voldsudsatte. Denne årsstatisik for 2015 har særligt fokus på kvinder med gentagne ophold og kvindernes partner.
Partnervold mod kvinder er et omfattende problem i Danmark - det viser en undersøgelse fra 2012, hvor omkring 33.000 kvinder udsættes for fysisk partnervold. Kun en lille andel af de voldsudsatte kvinder og børn, herunder 1.800 kvinder og 1.800 børn, har haft et ophold på et kvindekrisecenter. De kvinder, der opholder sig på et krisecenter, kan have været udsat for en eller flere typer af vold bl.a. fysisk/psykisk, materielle ødelæggelser, seksuelle overgreb eller økonomisk kontrol.
Nærværende rapport er del op i to hoveddele herunder 1) Udvalgte resultater og nøgletal fra 42 krisecentre og 2) Udvalgte temaer på kvindekrisecenterområdet.
De udvalgte temaer er som følger:
- Bopælskommune før og efter krisecenterophold.
- Kvinder med gentagne ophold på krisecentre.
- Hjælp til børn ved sidste krisecenterophold.
- Kvindernes partner, om partnernes sociale udsathed og baggrund.
Konklusion
Rapportens første del konkluderer:
- Når kvinder og børn flytter ud af kvindekrisecentrene bliver de talt med i årsstatistikken. I 2015 er 1.749 kvinder og 1.643 børn fraflyttet et af landets krisecentre. Antallet af kvinder er faldet med ca. 250 kvinder og 330 børn fra 2013 til 2015.
- Ligeledes er antallet af henvendelser faldet fra 13.731 i 2014 til 13.096 i 2015.
- Middelopholdslængden for henholdsvis kvinder og børn er 25 og 30 dage i 2015.
- 71 % af kvindekrisecentrene har haft døgnbemanding i 2015, hvilket er det samme som i 2013. Dog er mængden af opfølgende indsatser steget fra 61 % i 2013 til 88 % i 2015.
- Kvinderne har været udsat for forskellige typer af vold i 2015. Størstedelen, herunder 97 % har været udsat for psykisk vold, mens 80 % har været udsat for fysisk vold.
Rapportens anden del konkluderer bl.a.:
- Andelen af kvinder, der flytter tilbage til voldsudøveren, er 14 % i 2015, hvilket er en stigning fra 11 % i 2013.
- I forhold til kvinder og børn med gentagne ophold på krisecentre viser rapporten, at andelen af kvinder med flere krisecenterophold var 36 % i 2011. Der er sket et signifikant fald til 29 % i 2015. Kvinder med gentagne ophold, som vendte tilbage til den voldsudøvende partner efter seneste ophold, har angivet diverse årsager hertil. De fem hyppigste årsager er 1) Tro på at partneren ville stoppe med at slå, 2) Elskede partnere, 3) Savnede partneren, 4) Syntes, at det var synd for ham eller 5) Var bange for at miste børnene ved skilsmisse.
- I forbindelse med deres seneste krisecenterophold har 33 % af børnene med gentagne ophold angivet, at de har deltaget i "sociale aktiviteter" og 21 % af børnene har angivet "familiebehandling".
- Omkring kvindens nuværende partner angiver 62 % af kvinderne på krisecentrene, at de har været udsat for vold af en nuværende partner. Heraf angiver bl.a. 73 %, at partnerne har været udsat for vold i deres barndomshjem og 55 % af kvindernes partnere har været voldelige i et tidligere forhold.