Ældres ressourcer og behov i perioden 1997-2012 - Nyeste viden på baggrund af ældredatabasen
Rapporten belyser, hvad der kendetegner ældre i dag i forhold til tidligere.
Indhold
Rapporten har til formål at opdatere vores viden omkring ældres ressourcer og behov i dag samt hvordan de har udviklet sig. I rapporten belyses ældres selvvurderede helbred, funktionsniveau og velbefindende, brug af hjemmehjælp, sociale netværk og hjælperelationer samt fritidsaktvitet og deltagelse i frivilligt arbejde. Disse forhold belyses ud fra tre forskellige perspektiver: forskelle mellem mænd og kvinder, forskelle mellem ældre i 1997 og 2012 samt forskelle mellem 67-årige, 87-årige og 92-årige i 2012.
Konklusion
- Sammenlignet med 1997 vurderer flere ældre i 2012 at have et godt helbred og lever uden nedsat funktion. Samtidigt modtager færre hjemmehjælp og hjælp fra deres sociale relationer. De ældres selvvurderede gode helbred kommer til udtryk ved, at deres fysiske aktivitetsniveau er steget og en større andel udfører frivilligt arbejde.
- I takt med, at alderen stiger, vurderer flere ældre at have et dårligt helbred og lever med nedsat funktion. Behovet for hjemmehjælp stiger også med alderen.
- På trods af, at flere ældre har behov for hjemmehjælp, stiger andelen af ældre, der oplever hjemmehjælpen som utilstrækkelig, ikke. Dog er der en stigende andel af ældre, der oplever at have et behov for hjemmehjælp som ikke bliver dækket, jo ældre de bliver.
- Der er en større andel af mænd end kvinder, der vurderer, at de har et godt helbred, psykisk velbefindende og lever uden nedsat funktion. Dette kommer til udtryk ved, at de i mindre omfang modtager hjemmehjælp og hjælp fra sociale relationer. På trods af, at kvinderne i højere grad lever med dårligt helbred og funktionsnedsættelse, afspejler det sig ikke i et lavere aktivitetsniveau. Der er en større andel af kvinder, der tager del i både fysiske og mere stillesiddende former for aktiviteter. Dog er der flere mænd end kvinder, der udfører frivilligt arbejde samt hjælper deres børn med forskellige praktiske opgaver.
- Da kvinder har en højere middellevetid end mænd, er det oftest kvinder, der mister deres ægtefælle og bor alene. I forhold til de sociale relationer afspejles dette ved, at kvinder hyppigere ser deres børn og i højere grad har daglig telefonisk kontakt med dem. Dog er der flere mænd end kvinder, der holder kontakt med deres børn gennem email.
- En større andel af mænd henvender sig til deres ægtefælle i tilfælde af problemer eller vanskeligheder, hvorimod kvinder i højere grad henvender sig til deres børn, øvrig familie eller venner. Derudover er der flere kvinder end mænd føler sig ensomme.
Metode
Rapportens datagrundlag bygger på Ældredatabasen, som er en forløbsdatabase bestående af fire interviewrunder i henholdsvis 1997, 2002, 2007 og 2012. I interviewrunden i 2012 blev der gennemført 9.965 interview, heraf med 7.067 personer, der tidligere har deltaget i en eller flere interviewrunder. Ældredatabasen består af i alt 33.669 interviews fordelt på 17.462 personer i alderen 52-92 år.