En tryg anbringelse - Forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn og unge
Der er en øget risiko for, at døgnanbragte børn og unge er eller bliver udsat for seksuelle overgreb. Du kan derfor i denne publikation læse om, hvordan forebyggelse af dette kan integreres i den daglige pædagogiske praksis.
Indhold
Publikationen henvender sig til fagpersoner, som arbejder med børn og unge, som er anbragt udenfor hjemmet - på døgninstitution, opholdssted eller i plejefamilie. Der gives inspiration til, hvordan man kan forebygge seksuelle overgreb ud fra forskellige indfaldsvinkler, metoder og redskaber. Publikationen er opdelt i tre dele:
- I kapitel et præsenteres målgruppen døgnanbragte børn og unge, den baggrund, den viden og de centrale begreber, der ligger til grund for materialets tilgang til forebyggelse af seksuelle overgreb.
- I kapitel to, tre og fire gives der konkrete forslag til, hvordan man kan integrere den forebyggende indsats i det daglige pædagogiske arbejde. Derudover forklares det, hvordan man kan arbejde med forebyggelse inden for det organisatoriske, det faglige og det personlige område.
- I kapitel fem og seks opsummeres de væsentligste elementer i en samlet forebyggelsespolitik. Det beskrives, hvordan man kan komme i gang med at udarbejde en sådan, og hvor man kan læse mere om emnet.
Publikationen indgår i en serie, hvor der er fokus på forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn og unge. De øvrige publikationer er:
- Den professionelle tvivl. Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge.
- Dialogspillet – forebyggelse af seksuelle overgreb mod døgnanbragte børn og unge.
- Udviklingshjulet – fokus på forebyggelse af seksuelle overgreb mod døgnanbragte børn og unge.
Konklusion
I publikationen er der nævnt en række forslag til, hvordan man kan forebygge seksuelle overgreb mod børn. De opsummeres således:
-
Et fælles grundlag for arbejdet med forebyggelse, der har sammenhæng med stedets værdigrundlag og pædagogik.
-
Skriftligt beredskab og procedurer, der bl.a. beskriver, hvordan medarbejdere og ledelse skal håndtere en mistanke eller viden om seksuelle overgreb.
-
Beskrivelse af anbringelsesstedets faglige tilgang til børn og unges seksualitet, f.eks. i form af en seksualpolitik.
-
En fælles – drøftet og nedskrevet – definition af seksuelle overgreb og seksuelt grænseoverskridende adfærd.
-
Beskrivelse af fagligt vidensgrundlag – herunder kompetenceudvikling om emnet seksuelle overgreb. Beskrivelse af faglige fokusområder.
-
Fælles drøftelse af normer og retningslinjer for omgangs- og samværsformer mellem medarbejdere og børn og unge samt børn og unge imellem.
-
Klar og fælles plan/målsætning for, hvordan procedurer om forebyggelse og håndtering af mistanke implementeres.