Høring og Ankesager - Undersøgelse blandt døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge
Om inddragelse af børn og unge og deres forældre i forbindelse med anbringelse på døgninstitution eller opholdssted.
Indhold
Denne rapport handler om høring og ankesager i forbindelse med anbringelse og flytning af børn og unge på døgninstitution eller opholdssted. Rapporten sætter fokus på i hvilken grad, barnet/den unge og forældremyndighedsindehaveren inddrages under en anbringelsessag, og hvorvidt kommunerne orienterer parterne om deres ankemuligheder.
Konklusion
I rapporten konkluderes bl.a. følgende:
- I forbindelse med flytning af børn/unge fra institutionen eller opholdsstedet svarer hver tredje, at institutionen/opholdsstedet kun er blevet hørt "i nogle" eller "ingen tilfælde".
- 42 % af respondenterne svarer ydermere, at kommunen kun "i nogle" eller "ingen tilfælde" tilbyder barnet/den unge en samtale, inden der træffes afgørelse om flytning.
- 37 % svarer, at kommunen kun "i nogle" eller "ingen tilfælde" indhenter samtykke inden flytningen fra forældremyndighedsindehaveren, og 44 % svarer, at kommunen kun "i nogle" eller "ingen tilfælde" henter samtykke fra den unge over 12 år.
- 45 % svarer, at kommunen - i ingen eller nogle tilfælde - har orienteret barnet/den unge om ankemuligheder.
- 32 % svarer, at kommunen - i ingen eller nogen tilfælde – har orienteret forældremyndighedsindehaveren om ankemuligheder.
Metode
Undersøgelsen er gennemført som et elektronisk spørgeskema blandt medlemmer af Foreningen af Danske Døgninstitutioner (FADD) og Landsforeningen af Opholdssteder (LOS). Målgruppen er ledere og mellemledere i døgninstitutioner og på opholdssteder for børn og unge.
Spørgeskemaet blev udsendt til 514 mailadresser, og 242 besvarelser blev returneret. 76% af disse stammede fra opholdssteder og 24% fra døgninstitutioner, en fordeling der stemmer nøjagtig overens med fordelingen af mailadresser mellem LOS og FADD. 34 forskellige driftskommuner og 3 forskellige driftsregioner indgår i undersøgelsen, og den geografiske spredning må betegnes som god blandt døgninstitutionerne.