Gaderummet – en evaluering af et værested med bo- og rådgivningsfunktion for unge
Om at støtte unge psykisk sårbare i et hverdagsliv, præget af kaos, utryghed og misbrug
Indhold
I rapporten fremlægges resultaterne af en evaluering fra 2002 af det socialpsykologiske værested Gaderummet på Nørrebro, København.
Formålet med evalueringen har været at vurdere, på hvilke måder Gaderummet med dets funktioner og aktiviteter støtter den enkelte unge i et hverdagsliv, som ofte er præget af kaos, utryghed og misbrug.
Gaderummet tilbyder rådgivnings- og bofunktion primært for unge mellem 18 og 35 år. Målgruppen er psykisk sårbare, og de mangler faste holdepunkter i deres hverdagsliv og har sociale vanskeligheder.
Brugerfortællinger er en væsentlig del af denne undersøgelse, hvorfor produktet både registreret som forskning og brugerfortællinger.
Konklusion
Gaderummet som værested med bo- og rådgivningsfunktion synes at efterkomme et behov blandt unge karakteriseret ved, at de har vanskeligheder med at etablere et ungdomsliv og har en tilværelse præget af utryghed. De unge har brug for et sted at være, nogle at snakke med og nogle at være sammen med. De andre unge i Gaderummet udgør også en central del af deres personlige netværk.
De unge oplever værestedet som et fristed, hvor der ikke er så mange regler og krav, hvor de har indflydelse på, hvad der skal foregå, og hvor de bliver accepteret, som de er, også når de kommer på dage, hvor de har det psykisk dårligt. De understreger, at det er centralt, at hårde stoffer ikke bliver tolereret. De synes desuden, det er positivt, at de ikke bliver registreret. En vigtig dimension er, at værestedet er døgnåbent.
På baggrund af evalueringen er der grund til at pege på nogle opmærksomhedspunkter i relation til Gaderummets fortsatte udvikling:
- Bedre fysiske rammer for både bosted, værested og rådgivning
- Diskussion af målgruppen
- Behov for flere voksne faglige ressourcepersoner
- Bedre samarbejde med omverdenen og til det offentliges fagpersoner.
Metode
Evalueringen er primært baseret på kvalitative individuelle interview med medarbejdere, brugere og samarbejdspartnere.
Der er foretaget 22 interview med de unge, som kommer i Gaderummet, fordelt mellem unge, som bor i Gaderummet, kommer i værestedet og unge, som kommer i rådgivningen. Der er gennemført interview med ti samarbejdspartnere. Derudover er medarbejderne blevet interviewet.
De kvalitative oplysninger er suppleret med en spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 100 unge brugere af Gaderummet.