Boligsociale lektiecaféer - En udstrakt hånd til børn og unge i udsatte boligområder
Uddannelse er en af de vigtigste veje til at bryde den sociale arv. Boligsociale lektiecaféer arbejder for, at flere tager en ungdomsuddannelse og har samtidig fokus på de problemstillinger og udfordringer, som præger mange børn og unge i udsatte områder.
Indhold
Denne rapport har til formål at evaluere indsatsen af boligsociale lektiecaféer og gennem gode eksempler formulere anbefalinger til det videre arbejde med lektiehjælp målrettet børn og unge i de udsatte boligområder.
Rapporten starter med at belyse behovet og potentialet for lektiecaféer generelt ved hjælp af statistiske analyser med fokus på grundskolekarakterer og uddannelsesforløb blandt børn og unge i udsatte områder. Derefter fokuseres mere specifikt på evalueringen af 13 udvalgte boligsociale lektiecaféer, som ligger i udsatte boligområder over hele landet.
Konklusion
Evalueringen viser, at børn og unge i udsatte områder har særligt behov for hjælp og støtte i folkeskolen, da de har et væsentligt lavere karaktergennemsnit end børn og unge på landsplan. Tendensen fortsætter også efter folkeskolen, idet en tredjedel af eleverne fra udsatte områder tre år efter grundskolen ikke har fuldført eller ikke er i gang med en uddannelse.
Derudover viser evalueringen, at lektiecaféerne i denne undersøgelse har godt fat i deres primære målgruppe, som er børn og unge, der reelt har brug for hjælp med deres lektier. Undersøgelsen viser, at hovedparten af de elever der kommer fagligt er meget svage, og at mange er socialt udsatte. Mange af eleverne er tosprogede og har så store vanskeligheder med det danske sprog, at det er svært for dem bare at forstå opgaveformuleringen, og de har dermed ingen forudsætning for at løse skoleopgaverne.
Undersøgelsen viser videre, at eleverne i høj grad benytter tiden i lektiecaféerne til at få lavet lektier. Undersøgelsen viser dog også, at de boligsociale lektiecaféers indsats handler om mere end blot den faglige hjælp til lektier. Interviews med de forskellige aktører viser, at det i høj grad handler om at skabe en positiv spiral, hvor børnene og de unge får styrket deres faglige selvtillid og gennem succesoplevelser får lyst til at lære mere.
For flere konklusioner og anbefalinger se rapportens afsnit "Konklusioner og anbefalinger" side 7.
Metode
Evalueringen er baseret på statistiske oplysninger om skole og uddannelse blandt børn og unge i udsatte områder samt et mere detaljeret casestudie af udvalgte boligsociale lektiecaféer.
Casestudiet er baseret på projekternes egen indberetning af resultater samt interviews med projektledere og lektiehjælpere i syv lektiecaféer omkring arbejdsmetoder og erfaringer fra praksis.
Der er derudover gennemført interviews med folkeskolelærere og gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne.