Sig det som det er! - Evaluering
Sig det som det er! er et undervisningsprojekt målrettet 6. til 10. klassetrin, der handler om vold i hjemmet, psykisk sygdom og alkoholmisbrug i familien. Projektets hjørnesten er tre kortfilm, som har til formål at bryde tabuer og danne grundlag for samtale. I denne rapport kan du læse evalueringen af projektet baseret på elevernes besvarelser af en internetundersøgelse.
Indhold
Social- og undervisningsprojektet "Sig det som det er!" er baseret på tre fiktive kortfilm om henholdsvis psykisk sårbarhed, vold i hjemmet og alkoholmisbrug i hjemmet. Udover kortfilmene betstår projektet af et omfattende undervisningsmateriale, der indeholder; lærervejledning, elevopgaver og ekstramateriale målrettet udskolingen.
Derudover har projektet gennemført en opfølgende dialogrejse på 161 skoler i 96 danske kommuner sammen med Red Barnet, konsulenter, eksperter og oplægholdere, som selv har haft udfordringerne inde på livet.
Både film og undervisningsmateriale kan frit downloades fra Red Barnets hjemmeside. Denne rapport indeholder en evalueringen af projektet. Evalueringen er baseret på en undersøgelse af kendskabet og tilfredsheden med projektet blandt de deltagende elever.
Konklusion
- Langt størstedelen af de deltagende elever kan "i meget høj grad" huske filmene fra dialogrejsen. Der er en større andel piger, der husker filmene "i meget høj grad" end drenge.
- Overordnet set er der tilfredshed med emnerne blandt de deltagende elever. 75 % synes, at det er "meget godt", at emnerne bliver taget op i skolen, 39 % der synes det er "godt", mens 2 % svarer "dårligt".
- Der er en markant større andel af piger (82 %), som synes, at det er "meget godt", at emnerne bliver taget op end drenge (67 %).
- Størstedelen af eleverne oplever, at kortfilmene har været med til at skabe en god og sammenhængende kampagne.
- Størstedelen af eleverne synes, at oplæg med en ekspert og en person, der selv har har været ramt af alkohol i hjemmet, vold i hjemmet eller psykisk sygdom, har været med til at skabe en god sammenhængende kampagne.
- Overordnet set angiver 65 % af de deltagende elever, at en kombination af forskellige kampagneelementer fungerer "meget godt".
- Udfra det samlede kenskabs- og tilfredshedsniveau blandt målgrupperne er det MEGAFON's vurdering, at kombinationen af projektets fire dele, er en god måde at italesætte tabuiserede og svære emner sammen med elever fra 6. til 10. klassetrin.
- Overordnet set er der blandt deltagende elever og lærere et stort kendskabsniveau, da størstedelen stadig husker filmen, de har set.
- Der er stor tilfredshed blandt de deltagende elever og lærere med, at emnet bringes på banen. Der kan i den generelle befolkning ses et ønske om, at problemstillinger som dem, Dialogrejsen arbejder med, tages op.
- Lærere og elever var mest tilfredse med filmen og foredraget. Generelt er der en stor andel af lærere og elever, som ikke har benyttet hjemmesiden. Desuden er der en stor andel af lærere, som ikke har benyttet undervisningsmaterialet.
- Blandt eleverne er det særligt pigerne, der er positivt stemt overfor Dialogrejsen.
Metode
Evalueringen er baseret på en internetundersøgelse, hvor deltagerne har besvaret undersøgelsen anonymt.
Spørgeskemaet, som er anvendt i undersøgelsen, kan findes i rapporten i kapitel 4. Der er anvendt tre forskellige spørgeskemaer, som passer til de tre forskellige film. Spørgeskemaerne er identiske, men behandler forskellige emner. Der er i alt blevet gennemført 506 brugbare interviews.