Tillid og mistillid i børns liv
Hænger udsathed blandt børn og unge sammen med mistillid til andre mennesker? Hvilke sammenhænge findes der mellem mistillid, mistrivsel, svigt og selvtillid? Find svarene i denne undersøgelse – en del af projekt ”Tillid i socialt arbejde med børn og unge”.
Indhold
Denne rapport er del af forskningsprojektet ”Tillid i socialt arbejde med børn og unge”. Rapporten har til formål at undersøge, gennem spørgeskemabesvarelser, om tillid og mistillid påvirker børns trivsel samt om der er en sammenhæng mellem udsathed og tillid. Centralt i undersøgelsen er altså sammenligningen mellem ”udsatte” børn og ”ikke udsatte” børn.
Temaerne i undersøgelsen er tillid, trivsel, skole, mobning og svigt i forhold til udsathed.
Hvert tema kan læses som et selvstændigt afsnit, og indeholder en række tabeller og skemaer, der har til formål at fungere som databank.
Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem udsathed og mistillid, da det fremgår af spørgeskemabesvarelserne, at de udsatte børn og unge i mindre grad tror på, at de kan få hjælp i svære situationer. Besvarelserne viser desuden, at de udsatte børn og unge har negative erfaringer med at søge hjælp hos andre.
I forhold til børnenes trivsel, viser undersøgelsen, at udsatte børn i mindre grad føler, at deres forældre lægger mærke til, om de er kede af det, og at de oftere føler sig vrede, ensomme eller kede af det. Desuden viser undersøgelsen, at de udsatte børn trives dårligere i skolen, og i mindre grad føler, at de hører til i klassen.
Centralt i undersøgelsen er det, at udsatte børn og unge i højere grad end ikke udsatte børn og unge har følt sig svigtet af en voksen, som er vigtig for barnet.
Sidst i rapporten kan du finde afsnittet ”Nye perspektiver”, der diskuterer resultaterne af undersøgelsen i forhold til, hvilke behov der er i folkeskolen på dette område. Her kobles tillid og trivsel blandt andet til inklusion og medborgerskab.
Konklusion
Undersøgelsens resultater viser, at de børn, der kan kategoriseres som udsatte, i højere grad har negative forventninger til andre mennesker i forhold til de børn, der ikke er udsatte. Derudover viser undersøgelsen, at der er højere risiko for, at udsatte børn bliver mobbet, eller viser selvskadende adfærd, er mindre glade for at gå i skole og har lav selvtillid.
Metode
Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 582 børn og unge mellem 12-14 år, hvoraf halvdelen af børnene kan betragtes som udsatte. De udsatte i denne afhandling defineres som de børn og unge, der går til psykolog, har en støttepædagog, bor i plejefamilie eller har haft en aflastningsfamilie.
Dermed er det en kvantitativ undersøgelse af tillid og mistillid blandt børn og unge.