Frivillignetværk på Holmstrupgård – Kvalitativ evalueringsundersøgelse
I denne publikation kan du læse om, hvad der skal til for at fastholde frivillige medbeboere i udslusningsboliger.
Indhold
I rapporten evalueres et projekt om fastholdelse af frivillige medbeboere i udslusningsboliger, der er en del af et efterværnstilbud i Holmstrupgårds Bogruppe. Dette projekt er foregået mellem januar 2013 til januar 2014. Projektet har arbejdet ud fra rationalet om, at den grundlæggende værdi for rekruttering og fastholdelse af frivillige er:
- Den nære relation mellem de unge og de frivillige
- Den nære relation mellem de frivillige indbyrdes
- Den nære relation mellem de frivillige og medarbejdere
Holmstrupgård er et selvejende døgn- og aflastningstilbud under Jysk Børneforsorg med driftsoverenskomst med Region Midtjylland. Holmstrupgård tilbyder blandt andet unge med psykiatriske vanskeligheder mulighed for at bo i en udslusningsbolig i Bogruppen som en del af et efterværnsforløb.
Efterværn i Bogruppen er et tilbud til den ungegruppe, som vurderes at have forudsætninger for at kunne bo i egen bolig efter, at de har forladt Holmstrupgårds døgntilbud eller beskyttede boliger. Bogruppens tilknyttede unge er normalt begavede unge mellem 16-23 år og kan være diagnosticeret med fx skizofreni, personlighedsforstyrrelser, udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser og OCD.
Bogruppen er organiseret i to præ-udslusningsboliger, en udslusningsbolig, et værested og JUMP - Job og Unge Matchning Program. I alle fire tilbud er der tilknyttet en frivillig. De frivilliges opgaver består blandt andet i at fungere som rollemodeller for de unge, støtte de unges motivation og navigation i den nye livssituation uden for anbringelse. De unge i udslusningsboligerne er mellem 18-23 år. Fælles for alle udslusningsboligerne er, at alle beboere har eget værelse og deler køkken, stue og bad.
Konklusion
- Relationen mellem de unge og de frivillige medbeboere har stor betydning. Med dette menes der bl.a., at hvis der er for stor aldersforskel mellem de unge og de frivillige medbeboere, kan det være vanskeligt at danne en relation. Desuden har de frivillige medbeboere til tider vanskeligt ved at danne relationer til de unge, da der er stor udskiftning. Bogruppen Holmstrupgård har indført husregler og torsdagsaktiviteter, hvilket de frivillige medbeboere beretter har en positiv effekt på relationerne.
- Hver bolig har tilknyttet en professionel kontaktperson, og de frivillige medbeboere udtrykker, at kontaktpersonen har stor betydning for, hvordan hverdagen i boligen foregår. Kontaktpersonen skaber kultur og standarder for adfærd i boligen, hvilket de frivillige medbeboere selv udtrykker, at de ville have svært ved at skabe. Derudover oplever de frivillige medbeboere, at kontaktpersonen giver dem anerkendelse og er en god sparringspartner.
- Det er centralt i forhold til fastholdelse af de frivillige, at de frivillige medbeboere selv er med til at definere deres rolle, og at det løbende bliver påpeget overfor dem og de unge, at de ikke har noget pædagogisk ansvar i boligen.
- Oprettelsen af Frivillignetværket, hvor de frivillige medbeboere kan mødes og diskutere daglige problemstillinger i boligen, har været en stor succes. De frivillige medbeboere føler både, at de med etableringen af Frivillignetværk bliver anerkendt, og det giver dem mulighed for at lære, hvordan andre i samme situation tackler hverdagens problemer.
Metode
Undersøgelsen bygger på semistrukturerede interview med:
- Fem frivillige
- Seks unge
- To kontaktpædagoger
Interviewene er gennemført i projektets indledende og afsluttende fase. Endvidere er der gennemført et fokusgruppeinterview med tre frivillige i projektets slutfase.