Udsatte grønlændere i Århus
En etnografisk undersøgelse af udsatte grønlænderes forhold i Danmark.
Indhold
Grønlænderprojektet har i perioden 2005-2008 haft som mål at udrede de socialt udsatte grønlænderes forhold i Århus Kommune. Hvor mange er de? Hvad er deres problemer? Hvordan kan de hjælpes? Et særligt fokus har været på spørgsmålet om, hvorvidt de udsatte grønlændere har behov for noget "ekstra". Gør der sig noget særligt gældende for de udsatte grønlændere, som gør, at de har behov for en særlig indsats?
Det overordnede formål med projektet har været at kvalificere arbejdet med udsatte grønlændere ved:
- At udrede hvor mange socialt udsatte grønlændere, der bor i Århus Kommune og dokumentere, hvilke forhold der gør sig gældende for dem, og hvilke behov de måtte have.
- At yde bostøtte til udsatte grønlændere.
- At etablere netværk mellem personer uden sociale problemer og udsatte grønlændere.
- Løbende at udbrede den viden, som projektet opnår og gøre en forskel undervejs.
Konklusion
Der bor ca. 1.000 grønlandske borgere i Århus Kommune, hvoraf langt de fleste er godt integreret i samfundet. Ud af de 1.000 grønlændere har projektet fundet, at ca. 150 er socialt udsatte, hvilket er forholdsvist højt.
Mange af de udsatte grønlændere er allerede udsatte, når de kommer til Danmark. Undersøgelsen viser, at udsatte grønlændere, der flytter til Danmark, risikerer en yderligere social deroute. Dette på grund af manglende kontakter og viden om, hvordan man klarer sig i det danske samfund, dårlige danskkundskaber, ingen uddannelse eller en uddannelse, der ikke umiddelbart kan bruges i Danmark.
De udsatte grønlændere er tilflyttere til det danske samfund og har ofte en mangelfuld beherskelse af det danske sprog og kender ikke det danske samfund og system. Alligevel bliver de ofte mødt med forventninger om, at de faktisk behersker sproget og kender systemet, og fordi de er danske statsborgere, får de ikke tilbudt en integrationsindsats ved deres ankomst til Danmark.
Rapporten indeholder en række anbefalinger for arbejdet med socialt udsatte grønlændere i Danmark. Se rapportens kapitel 4.
Metode
Projektet har undersøgt de udsatte grønlænderes forhold ved hjælp af opsøgende gadeplansarbejde, en omfattende spørgeskemaundersøgelse med i alt 120 ud af den anslåede målgruppe på 150, samt bostøtte-, bisidder- og case manager-arbejde, der alt sammen er udført af projektets medarbejdere.