Domsanbragte udviklingshæmmede Hvorfra - Hvorhen I - Den socialpædagogiske indsats på et botilbud for voksne udviklingshæmmede med dom
Denne rapport udgør første delrapport af i alt to rapporter. Rapporterne har til formål at formidle viden om den socialpædagogiske indsats for voksne domfældte udviklingshæmmede, som er idømt dom til anbringelse på det socialpædagogiske botilbud Snåstrup Vestergård.
Indhold
Denne rapport bygger på praksisforskningsstudier på Snåstrup Vestergård foretaget i foråret og sommeren 2013. Disse praksisforskningsstudier har undersøgt, beskrevet og analyseret, hvorledes den pædagogiske og sociale indsats iværksættes på Snåstrup Vestergård med henblik på at skabe vedvarende forandringer i de domsanbragte beboers hverdagsliv og funktionsniveau.
Rapporten indledes med en præsentation af Snåstrup Vestergård, hvorefter undersøgelsens metodiske grundlag præsenteres. Herefter introduceres undersøgelsens første analysedel, som beskriver, hvordan forskellige problemforståelser påvirker det socialpædagogiske arbejdes indhold, funktion og muligheder for at skabe vedvarende forandringer i domsanbragte borgeres hverdagsliv til forskellige strategier i det socialpædagogiske arbejde. Rapportens anden analysedel tydeliggør, hvordan den socialpædagogiske praksis ikke kun formes af praksiserfaringer, målgruppebeskrivelser og bestemte forståelser for domfældte udviklingshæmmede borgeres problemstillinger. I rapportens del 5 beskrives en organisatorisk omstillingsperiode på Snåstrup Vestergård, mens rapportens del 6 stiller spørgsmålstegn ved, hvilke forandringer samfundet, botilbuddene og ikke mindst de udviklingshæmmede selv ønsker og forventer i forbindelse med anbringelse på et botilbud som Snåstrup Vestergård.
Konklusion
Rapporten tager udgangspunkt i det kommunale botilbud, Snåstrup Vestergård, som er organisatorisk placeret som en del af Center for Voksne med Autisme og ADHD i Aarhus Kommune. Tilbuddet er et kombineret døgn- og dagtilbud med henholdsvis ti brugere af stedets dagtilbud og ti beboere i døgn- og botilbuddet. Hovedproblematikken for disse beboere er udviklingshæmning.
Rapporten viser, at når et socialpædagogisk tilbud som Snåstrup Vestergård definerer sin indsats, beskrives den pædagogiske indsats ofte i forlængelse af en definition og beskrivelse af målgruppens funktionelle (kommunikative, kognitive, sociale og interpersonelle) problemstillinger, samt en beskrivelse af målgruppens behov. Undersøgelsen viser, at personalet på Snåsttrup Vestergård på den ene side beskriver målgruppens udviklingshæmning ud fra en neurologisk, biologisk forklaringsmodel og på den anden side ud fra en social forklaringsmodel. I den sociale forklaringsmodel betragtes funktionsnedsættelsen hos beboerne med udviklingshæmning som en følge af isolation, omsorgssvigt, misbrug og andre forhold i personens liv og opvækst, mens den neurologiske, biologiske forklaringsmodel sætter lighedstegn mellem diagnose og adfærd, og menneskets evne og vilje er altså bestemt af dets biologi og eventuelle neurologiske (dys)funktioner. Den socialpædagogiske indsats inden for den sociale forklaringsmodel vil derfor fokusere på kompetenceudviklende strategier, mens den socialpædagogiske indsats inden for den neurologiske, biologiske forklaringsmodel vil fokusere på kompensatoriske strategier, altså måder, hvorpå man kan sørge for, at adfærden ikke har en så problematisk effekt på beboerne med udviklingshæmning og deres omgivelser. Rapporten konkluderer, at det i arbejdet på Snåstrup Vestergård endnu er uklart, hvornår en bestemt adfærd skal henledes til neurologiske forklaringsmodeller, og hvornår adfærden skal tolkes som værende socialt determineret. Personalet står derfor over for en grundlæggende udredningsopgave. Rapporten viser dog også, at den socialpædagogiske praksis på Snåstrup Vestergård ikke kun formes af målgruppebeskrivelser men også af den organisatoriske praksis. Således har Snåstrup Vestergårds implementering af management- og ledelsestrategier, hvor problemstillinger søges løst på en fremadrettet måde gennem aktive og fremadrettede kommunikations-, og udviklingsprocesser i organisationen, og hvor der i højere og højere grad omlægges til personalefleksibilitet, teamstruktur og socialpædagogisk strukturafhængighed, samt de strafferetlige og socialpolitiske krav, også indvirkning på det socialpædagogiske arbejdes indhold og praksis.
Afslutningsvist viser rapporten, at fremtiden for de fleste domsanbragte bebeboere med udviklingshæmning synes at være utydelig. Men selvom integration eller socialisering og deltagelse i normalsamfundet, på lige fod med andre mennesker, synes at være et uopnåeligt mål, så betyder det ikke, at indsatsen, rettet mod socialisering og udvikling af målgruppen, ikke eksisterer. Derimod betyder det, at indsatsen og behandlingen er rettet mod en personlig udvikling af målgruppen, uden at det på nuværende tidspunkt er tydeligt, hvad kriterierne for den "færdigbehandlede" borger med udviklingshæmning er.