Beboerne har ordet - Landsrapport for den landsdækkende beboerundersøgelse på socialpsykiatriske botilbud
Denne landsdækkende undersøgelse giver viden om beboernes oplevelser og vurderinger af kvaliteten på de socialpsykiatriske botilbud. Formålet med undersøgelsen er at afdække, hvor der er behov for kvalitetsforbedringer lokalt og lave sammenligninger inden for og på tværs af regioner.
Indhold
Denne rapport indeholder resultaterne af den landsdækkende beboerundersøgelse på socialpsykiatriske botilbud. Undersøgelsen er gennemført i foråret 2012. Landsrapporten indeholder landsresultatet samt resultaterne for hver af de fem regioner. Undersøgelsen afdækker, hvordan beboerne opfatter temaerne:
-
Medarbejdernes kontakt med beboerne
-
Beboernes kontakt med hinanden
-
Aktiviteter og udfordringer for beboerne på botilbuddet
-
De fysiske rammer
-
Beboerinddragelse
-
Mål og delmål i den individuelle plan
- Lydhørhed og forståelse blandt medarbejdere
Konklusion
Resultaterne fra undersøgelsen viser bl.a., at:
- 68 % af respondenterne overordnet er tilfredse med botilbuddet
- 93 % mener, at de i høj eller nogen grad kan komme i kontakt med medarbejderne ved behov
- 92 % er trygge ved kontakten med medarbejderne
- 90 % mener, at medarbejderne i tilstrækkelig grad lytter til deres ønsker og behov
- 83 % oplever, at medarbejderne overvejende forstår deres måde at udtrykke sig på, mens 12% kun i mindre grad oplever at blive forstået
- 82 % mener, at medarbejderne i høj eller nogen grad støtter dem i at udvikle og vedligeholde deres evner og færdigheder, mens 18% ikke mener, at de får tilstrækkelig støtte
- 84 % oplever, at de i høj eller nogen grad har indflydelse på hverdagen, mens 16% kun i mindre grad eller slet ikke mener, de har indflydelse
- 27 % er utilfredse med deres kontakt med andre beboere
- 24 % mener, at de får for lidt information om deres sygdomsforløb
Metode
Dataindsamlingen til beboerundersøgelsen er foregået elektronisk i de tilfælde, hvor det har været muligt, og telefonisk i tilfælde hvor den pårørende ikke havde adgang til e-mail. Hvis det er vurderet, at beboerne hverken kan deltage elektronisk eller telefonisk, er der blevet udleveret spørgeskemaer i papirform til beboerne. I alt har 208 beboere besvaret ud af 572 potentielle respondenter.