Slut-evaluering af TRIB-projektet
Hvordan kommer traumatisrede borgere i beskæftigelse, og hvilke forudsætninger kræver en målrettet indsats? Det ønsker TRIB-projektet at klarlægge i denne slutevaluering.
Indhold
TRIB-projektet (Traumatiserede i beskæftigelse) er et udviklingsprojekt, som er finansieret af satspuljemidler under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (INM). UC2, Videnscenter for tosprogethed og interkulturalitet, har stået for gennemførelse af projektet, som projektledelse. Projektperioden har været fra september 2007 til maj 2010.
Formålet med TRIB-projektet er ”at få flere traumatiserede i beskæftigelse og derved klarlægge, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at målgruppen får tilknytning til arbejdsmarkedet”. Hertil kommer en række delmål, som omhandler afklaring af de kursister, som er for traumatiserede til at opnå arbejdsmarkedstilknytning, at udvikle modeller for, hvorledes samarbejdet omkring kursisterne kan optimeres, at udvikle medarbejderkompetencer, understøtte virksomheder i at tage traumatiserede i beskæftigelse samt sikre vidensformidling og organisatorisk forankring.
Evalueringen indeholder kort beskrivelse af de fem delprojekter, men denne slut-evaluering fokuserer på TRIB-projektet i sin helhed. Evalueringen vil således ikke omfatte en særskilt evaluering af hvert enkelt af de fem delprojekter, men i stedet fokusere på problemstillinger og forhold, som er interessante på tværs af de fem delprojekter.
Endelig har slutevalueringen seks overordnede formål:
- At dokumentere, at TRIB har nået de kvantitative mål
- At synliggøre hvilke forudsætninger, der skal være til stede for, at traumatiserede kommer i beskæftigelse/nærmere arbejdsmarkedet
- At analysere og beskrive hvilke indsatser og kombinationer, der er hensigtsmæssige i forhold til målgruppens særlige udfordringer, når det gælder afklaring og udslusning til arbejdsmarkedet
- At beskrive kvalifikationer hos medarbejdere samt tværfaglige og tværinstitutionelle samarbejder, der understøtter indsatserne
- At beskrive forhold i konteksten, der har afgørende betydning for, at den traumatiserede kommer i beskæftigelse
- At vurdere i hvor høj grad projektets organisering og ledelse har understøttet projektets mål og delmål.
Konklusion
At TRIB-projektet ikke er nået helt i mål med antallet af kursister, der er endt i beskæftigelse eller nærmere tilknytning til arbejdsmarkedet, har sammenhæng med flere faktorer, hvoraf forskellige systembarrierer kan tilskrives en vigtig betydning.
Evalueringen viser, at der er flere forhold, som kan have indflydelse på dette antal.
Analysen af den konkrete målgruppe viser, at kursisterne er meget svært belastet - også mere belastet end forventet ved projektets start, hvilket besværliggør deres tilnærmelse til arbejdsmarkedet. Datamaterialet viser, at arbejde som aktivitet og fokus for en rehabiliterende indsats indeholder nogle muligheder og værdier, som er værdifulde i et rehabiliteringsperspektiv. Flere kursister beskriver meget præcist arbejdets betydning for identitet og selvopfattelse.
Endelig viser evalueringen - hvilket er en meget vigtig pointe - at også for de kursister, som ikke er kommet i beskæftigelse, har deltagelse i TRIB været positivt.
En anden vigtig erfaring er, at medarbejdere, der skal arbejde med denne målgruppe, skal besidde stor viden om traumer.
Konklusionen efterfølges af en række anbefalinger sidst i rapporten.
Metode
Grundlaget for evalueringen er primært det materiale, som delprojekterne anvender i forbindelse med ind- og udskrivning af kursister samt de individuelle skemaer, som delprojekterne i den sidste halvdel af perioden har udfyldt for samtlige indskrevne kursister om indsatser og forhold af betydning for indsatserne. Dertil kommer forskelligt kvalitativt materiale udarbejdet af TRIB-ledelsen, herunder et antal interviews med kursister og projektmedarbejdere, diverse nyhedsbreve mv. Endelig har TMC deltaget i møder med TRIB-ledelsen, i konferencedage med delprojekterne samt i mindre omfang suppleret med nyindsamlet datamateriale direkte hos delprojekterne, fx ved telefoninterviews.